Levende kultur og kulturarv

8. maj 2018


Folkeoplysningen er både immateriel kulturarv og levende kultur. Derfor har DFS indsendt et bidrag til Dansk Folkemindesamlings, der indsamler eksempler på immateriel kulturarv.

8. maj 2018

En samling af levende kultur og kulturarv i Danmark vil være ufuldstændig uden folkeoplysningen. Derfor har en arbejdsgruppe udarbejdet et fyldigt bidrag for DFS på opfordring fra Dansk Folkemindesamling under Det Kgl. Bibliotek.
Bidraget er bygget op omkring en række spørgsmål fra Dansk Folkemindesamling. Vi bringer her uddrag af svarene på hvert spørgsmål.

Læs hele DFS-bidraget


Bidraget er udarbejdet for DFS af en arbejdsgruppe, der bestod af:

  • Søren Eigaard, rektor for Folkeuniversiteterne i Danmark og tidligere næstformand for DFS
  • Anders Hind, tidligere formand for DATS – landsforeningen for dramatisk virksomhed i Danmark – og tidligere medlem af DFS’ bestyrelse
  • Ove Korsgaard, Professor emeritus og forfatter til flere bøger om folkeoplysning
  • Agnethe Nordentoft, tidligere udviklingskonsulent i DFS
Hvordan udøves det i dag?
Folkeoplysning er læring, der foregår på en ikke-formel eller uformel måde. Folkeoplysningen er en dynamisk størrelse og i bestandig udvikling, oftest afspejlende det samfund, som den fungerer i og konstant opmærksom på nye behov og interesser hos deltagerne.                                                                                                                                                                                     
Nye formidlingsformer dukker hele tiden op ligesom nye samværsformer gør det, og på den måde reflekteres samfundsudviklingen gennem folkeoplysningen, og folkeoplysningen kan – når den er skarpest og mest kontant – være med til at sætte nye dagsordener i samfundsdebatten.

Historie og baggrund
I Danmark er det normalt at referere til N.F.S. Grundtvig (1783-1872) som den person, der står fadder til begrebet folkeoplysning. Men ordet blev brugt før Grundtvig trådte ind på scenen. Ifølge Dansk Ordbog, 2. udgave I-II fra 1859 var det den danske historiker Laurids Engelstoft (1774-1851), der introducerede begrebet folkeoplysning i Danmark. Første gang Engelstoft brugte begrebet var i et brev fra Göttingen den 26. april 1798, hvor han skrev om forholdene i de to tyske fyrstedømmer Weimar og Saxen-Gotha, at ”med folkevelstanden står folkeoplysningen i nær forbindelse”.

Videreformidling og overlevering
Folkeoplysningen er en levende kultur med læring og bevidstgørelse som de centrale elementer. Aktiviteterne er tilrettelagt med udgangspunkt i deltagernes behov og ønsker – hver sæson tilbydes viden og oplevelser indenfor mange områder, og deltagere vælger, hvad de vil følge – det gælder både for højskoleelever og for de deltagere, som ønsker at følge filosofiforelæsninger på Folkeuniversitetet, spille amatørskuespil i det lokale kulturhus eller genopfriske deres tyskkundskaber i aftenskolen.
Folkeoplysningen skaber livskompetencer, hvor deltageren får et sæt færdigheder og et sæt værdier at arbejde videre med som aktiv samfundsborger.

Hvad sker der fremover?
Der ligger en udfordring i at tiltrække nye målgrupper og i at fastholde de nuværende segmenter i et stadigt øget udbud af konkurrerende muligheder, både kommercielle, offentlige som f.eks. folkekirkens og folkebibliotekernes, og civilsamfundet i øvrigt.
Folkeoplysningen vil imidlertid også fremover kunne udgøre en ramme om menneskers møde om et fælles emne eller en fælles aktivitet. En ramme for fordybelse, det direkte møde, fællesskab, faglig begejstring og udfoldelsesrum uden entydige nytteformål.

Udøvere og dem, der kender det godt  
Alle befolkningsgrupper deltager i folkeoplysende aktiviteter; alle aldersgrupper fra omkring 15 år uanset køn, uddannelsesmæssig baggrund, etnisk oprindelse, geografi og socialklasser. Generelt er der en underrepræsentation af deltagere med anden etnisk oprindelse end dansk. I mange af skoleforeningernes aktiviteter vil der være en naturligt overvægt at unge, mens visse aktiviteter er rettet mod andre aldersgrupper. Andre steder vil der være en kønsmæssig overrepræsentation og i de aktiviteter, hvor deltagerbetalingen er høj, vil der typisk være en overrepræsentation af deltagere fra den økonomiske middelklasse.
             

Dansk Folkemindesamling om levende kultur og immateriel kulturarv
Kulturarv er andet og mere end monumenter og museumssamlinger. Her på siden kan du gå på opdagelse i den immaterielle kulturarv i Danmark. Altså den kultur, vi ikke fysisk kan gribe fat i, men som vi genkender og udlever – traditioner, overbevisninger, kundskaber og måder at være sammen på.
Immateriel kulturarv præger det samfund, vi lever i. Den bygger på tidligere generationers erfaringer, men forandres til stadighed på en måde, der giver mening i nutiden. Derfor kalder vi den her for levende kultur. Den levende kultur har mange former, og her på siden kan du finde en række eksempler – beskrevet af udøverne selv.
Initiativet til at lave en fortegnelse udspringer af UNESCOs 2003-konvention til sikring af den immaterielle kulturarv. Ved at udbrede kendskabet til de mange eksempler på levende kultur, er det konventionens hensigt at fremme respekt og gensidig påskønnelse af verdens immaterielle kulturarv.

Læs mere