Sammen om at danne og oplyse

15. august 2018


De borgere, som besøger Rønde Bibliotek på lørdag, vil møde undervisere fra Syddjurs aftenskoler.

15. august 2018

Aftenskolernes Dag på Rønde Bibliotek er startskuddet på et nyt samarbejde mellem biblioteket og aftenskolerne.
”Det bliver en dag, hvor man kan gå på opdagelse og blive inspireret til de mange oplevelser, som efteråret byder både på aftenskolerne og biblioteket,” siger Diana Bang, der er formand for Sammenslutningen af Aftenskoler i Syddjurs, til Ebeltoft Folketidende.
I nogle kommuner kan der udvikle sig et uheldigt konkurrenceforhold mellem aftenskoler og biblioteker, men i Syddjurs har man valgt samarbejde om opgaven.
”Vi er begge sat i verden for at danne og oplyse. Det kan vi lige så godt gøre sammen, og derfor er dette samarbejde helt oplagt,” siger Diana Bang til avisen.
På dagen vil undervisere fra aftenskolerne viser, hvad de har af tilbud. En kok fra aftenskolerne vil servere smagsprøver, og biblioteket vil præsentere efterårets program.

Opfordring fra DFS og Danmarks Biblioteksforening
I en fælles udtalelse opfordrede de to landsorganisationer sidste år til øget samarbejde lokalt
”Målet er tredelt; for det første skal der være flere folkeoplysende tilbud om debatter, kultur og læring, for det andet skal der være en højere kvalitet i de tilbud, borgerne kan benytte sig af, og for det tredje skal der være en bedre udnyttelse af kommunernes ressourcer til at understøtte den demokratiske debat og deltagelsen i kulturliv og livslang læring,” skrev de blandt andet.

Læs fællesudtalelsen

Relaterede nyheder