Syng lungerne bedre

23. november 2018

Lungekoret i Randers


I Lungekoret i Randers taler man ikke meget om sygdom. ” ”Vi er her alle sammen, fordi vi godt kan lide at synge,” fortæller lederen Gertrud Lei. Men deltagerne får nemmere ved at håndtere deres åndedrætsproblemer.

23. november 2018

Over hele landet spirer en række sangkor med nogle ukonventionelle sangere. Lungekor er nemlig blevet et populært behandlingssupplement til de befolkningsgrupper, der oplever, at KOL eller rygerlunger, astma eller andre åndedrætsproblemer begrænser deres hverdag.
Hver tirsdag formiddag træner et af disse motionssangkor i Ældrecentret Randers, ledet af Gertrud Lei, som er konservatorieuddannet operasanger. Åndedrætsbesvær og korsang lyder måske ikke som en oplagt kombination, men den ugentlige træning gør underværker for deltagerne, som Gertrud konsekvent kalder ”korister”. Det er nemlig korsangere – ikke kursister.

Facts om Lungekoret

Forening: Dansk Oplysnings Forbund (DOF)
Holdnavn: Lungekoret i Randers
Faciliteter: Ældrecentret Rosenvænget, Randers
Samarbejde: DOF Randers, Lungeforeningen, Randers kommune
Finansiering: Deltagerbetaling og alm. Aftenskoletilskud

Funktion frem for kapacitet
Når lungerne har mistet en del af deres kapacitet, kommer den ikke tilbage igen. Selvom man ikke gendanner lungevæv, kan lungernes funktion dog godt forbedres: ”Det, de har tilbage, bliver bedre til at gøre det, det skal” siger Gertrud. ”Jeg har en herre, som går til sang hos mig tirsdag formiddag og til yoga om aftenen, og han siger, at hvis ikke han har været til sang om morgenen, så kan han ikke dyrke yoga om aftenen.”
Vejrtrækningsteknikker, muskelhukommelse, afspænding og kontrol bidrager til, at deltagerne bedre kan udnytte den lungekapacitet de har tilbage, og her kommer Gertruds erfaring til sin ret. Hun fandt koret gennem en artikel om en, der havde fået sit liv tilbage efter KOL-genoptræning, og ringede til arrangørerne, som stod bag åndedrætstræningen. Dér startede et samarbejde, som nu har varet ”en 5-6 år.”

Folkeoplysning og sundhedsfremme

Denne artikel er den første i en serie artikler, der fortæller, hvordan folkeoplysende skoler og foreninger forbedrer borgernes fysiske og mentale sundhed – og dermed ofte løser opgaver, som kommunerne er ansvarlige for.
Artikelserien vil også udkomme i et samlet hæfte.

Mennesker, der synger sammen, kan godt lide hinanden
Ældrecentret er valgt som samlingssted for at give lidt ekstra liv til de ældre beboere, og deltagerne nyder besøgene. ”Vi kommer og laver lidt ramasjang i gaden.” fortæller Gertrud. ”De har en café, så nogle gange kommer mine korister lige en halv time i forvejen og får en snak og en kop kaffe. Det gør det hyggeligt for os og giver liv på centeret.”
Og det sociale er vigtigt. Deltagerne får pusten tilbage, men i koret betragtes de ikke som patienter og får hverken testet eller vurderet deres vejrtrækning. De får trænet den, og det skal være hyggeligt. ”Mennesker, der synger sammen, kan godt lide hinanden.”, forklarer Gertrud, og især sammenholdet som mennesker er vigtigt – det skal ikke være et patientfællesskab. ”Vi er her alle sammen, fordi vi godt kan lide at synge. Hvis så nogen har en lang samtale om noget, lægen har sagt, finder jeg gerne på noget andet at snakke om.”

Samarbejde i rekordtempo
Holdet blev oprettet i et samarbejde mellem DOF og Lungeforeningen med hjælp fra Randers Kommune og Region Midtjylland. Særligt en bevilling fra Region Midtjylland, som tillod Lungeforeningen at udvikle lungekorsaktiviteter, satte fart i processen. Lungeforeningen tog fat i DOF og Randers Kommune, og derefter blev koret oprettet på rekordtid. Holdene oplever stadig voksende tilslutning, og antallet af deltagere forventes at være fordoblet om et års tid.
”Fra vi fik idéen og begyndte at planlægge det, til materialet var sendt ud, gik der måske 14 dage.”, siger Gertrud og fortæller, at oprettelsen af DOFs hold er et resultat af et uvurderligt samarbejde mellem Lungeforeningen, Randers Kommunes og Region Midtjylland.

Mere om folkeoplysning og sundhed

Folkeoplysning skaber sundhed og trivsel
• 400.000 mennesker deltager i sundhedsaktiviteter i folkeoplysningen.
• Også alle de andre folkeoplysende aktiviteter styrker sundhed og trivsel.
Læs den korte introduktion
 
Sundhed, trivsel og folkeoplysning - en erfaringsopsamling
DFS har i denne opsamling samlet viden om, hvor og hvordan folkeoplysning kan bidrage til sundhedsfremme. Opsamlingen refererer til resultater og begreber fra nyere forskning og evalueringsrapporter, der dokumenterer i hvilke henseender folkeoplysning arbejder med og styrker sundhed og trivsel på forskellige måder.
Læs rapporten