Der forskes for lidt i folkeoplysning

Der forskes for lidt i folkeoplysning

5. september 2019

”Det undrer mig, at der ikke forskes mere på området i Danmark, når man tænker på folkeoplysningens lange historie, hvor mange aktiviteter og penge, der er investeret i området, " sig lektor Jonas Lysgaard.


”Den nye nordiske database kan være med til at styrke forskningen i folkeoplysning, og det er der brug for,” siger lektor Jonas Lysgaard, som forsker i uddannelse for bæredygtig udvikling, dannelse og frie skoler.

5. september 2019

Jonas Lysgaard har været partner i det nordiske projekt, der har ført til ”Nordic database of researchers in folkbildning”. Databasen indeholder de forskere i Norden, som har beskæftiget sig med folkeoplysning de sidste 20 år. Jonas Lysgaard er lektor på DPU - Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse - Uddannelsesvidenskab, Emdrup.

Flere end forventet
”Der er flere forskere, end jeg havde forventet, som på en eller anden måde har arbejdet og arbejder med folkeoplysning. Men rigtig mange af dem har givetvis ikke har tænkt over, at det var folkeoplysende aktiviteter, de forskede i. De ser ikke nødvendigvis sig selv som folkeoplysningsforskere,” siger han og tilføjer:
”Det undrer mig, at der ikke forskes mere på området i Danmark. Folkeoplysningen har en lang historie. Der er mange aktiviteter og penge investeret i området. Folkeoplysningen kan noget, der er stort behov for, ikke mindste inddrage borgerne aktivt i læring, ideudvikling og handling.
Alligevel er det begrænset, hvor meget følgeforskning og grundforskning der eksisterer.”
Ifølge Jonas Lysgaard er en del af forklaringen, at folkeoplysningen over flere år har mistet opmærksomhed og opbakning fra politisk side.
”Det smitter af på forskningen. Forskere er i stigende grad tvunget til at bevæge sig hen på de områder, hvor de kan hente penge, og det har ikke været forskning i folkeoplysning,” siger han.

Nordisk database over forskere i folkeoplysning

“Nordic database of researchers in folkbildning” indeholder forskere fra Danmark, Norge, Sverige og Finland, som i perioden 1998-2018 har forsket i folkeoplysning og folkeoplysende aktiviteter. Den er tilgængelig for alle, og der er flere søgemuligheder indbygget.
Den er resultatet af et fællesnordisk projekt, hvor DFS var koordinator. Derudover deltog det svenske folkeoplysningsprogram Mimer ved Linköping Universitet, Studieförbunden, Sverige, Voksenopplæringsforbundet, Norge, Bildningsalliancen, Finland, DPU, Danmark, Åbo Akademi, Finland og Det Norske Videnskabs og Teknologi Universitet.
Projektet var finansieret af Nordisk Ministerråds Nordplus pulje.

Gå til databasen her 

Samarbejdspartnere
Jonas Lysgaard mener, at databasen kan være med til at styrke forskningen i folkeoplysning. Han bruger sig selv som eksempel:
”I dag kan jeg nærmest sidde kontor ved kontor med andre forskere uden at opdage, at de arbejder med noget, der ligger meget tæt på mit felt. Det er ufatteligt, men det sker konstant.
Sådan en ”mapping” giver os forskere en større chance for at finde kolleger, som vi kan samarbejde med. Det kan føre til fælles forskningsprojekter og fælles ansøgninger om finansiering. På den måde kan databasen hjælpe os med at samle de kræfter, der er på området.
Selv har jeg allerede talt med folk, jeg har opdaget via databasen.,” fortæller han.

Unge forskere
Jonas Lysgaard mener, at databasen kan have en særlig funktion for nye, unge forskere, som vil arbejde på feltet:
”Når jeg vejleder PhD-studerende, spørger de ofte efter samarbejdspartnere. Fremover vil jeg kunne henvise til databasen.
I det hele taget vil det være nemmere at rekruttere juniorforskere til dette forskningsfelt, fordi man umiddelbart kan henvise til, hvad der findes på området allerede.”
Han peger også på det nordiske perspektiv:
”Folkeoplysning er et fælles begreb i de nordiske lande. Som forsker kan jeg få nye vinkler på mit arbejde ved at læse det arbejde, kolleger i de andre lande publicerer. Endnu bedre, når vi mødes og kan lære direkte af hinanden.”

Sverige er foran
Det fremgår af databasen, at langt flere svenskere end danskere, nordmænd og finner forsker i folkeoplysning. Jonas Lysgaard ser en forklaring i eksistensen af Mimer, det svenske center for folkeoplysningsforskning.
”Gennem Mimer foregår der en omfattende koordinering af forskningen på området, og centeret sætter en dagsorden for forskningen i Sverige, en strategisk retning. Mimer sikrer også, at der bliver forsket i ”de store spørgsmål” som ”hvad er folkeoplysning”, og at det bliver sat i et historisk perspektiv,” siger han.
Han mener, at Mimer har givet den svenske forskning et løft og et strategisk perspektiv i modsætning til i Danmark, hvor det er mere tilfældigt og atomiseret.

Kopiere Sverige?
Det betyder ikke, at Jonas Lysgaard ser et tilsvarende dansk center som den store forkromede løsning på den begrænsede forskning i folkeoplysning i Danmark.
”Der er to strategier, man kan vælge. I den ene satser man på en udvikling nedefra, hvor forskere diskuterer mere indbyrdes og koordinerer indsatsen, og hvor nogle af os mere målrettet forsøger at rekruttere nye forskere til feltet. Det vil styrke forskningen, og normalt er jeg mest tilhænger af den type bottom-up-tilgang,” fortæller Jonas Lysgaard, men han ser også begrænsninger i den strategi:
”Bottom-up tilgangen betyder, at jeg som forsker må springe fra isflage til isflage. Ruten bliver i høj grad bestemt af, hvor jeg kan finde forskningsfinansiering, og det betyder, at retningen bliver ret usikker,” siger han.
Han mener derfor også, at et center eller en anden form for institutionaliseret koordinering og strategiudvikling kan få stor, positiv betydning, som vi ser i Sverige, men advarer samtidig:
”Den store risiko ved den slags initiativer oppefra er, at bevillingerne som regel er tidsbegrænsede. Efter nogle få år udløber de, eller de politiske vinde vender. Så lukkes det ned, og en stor del af indsatsen har været spildt. Så måske er vejen frem en kombinering af begge strategier.”

Find hullerne
Her og nu vil Jonas Lysgaard forsøge at iværksætte en analyse af databasen, som kan afdække hullerne.
”Vi skal have et præcist billede af, hvilke områder af folkeoplysningen der ikke forskes i, og hvilke typer forskning der mangler. Med det afsæt kan vi stable et eller flere større forskningsprojekter på benene lige der, hvor der er behov for det.

Relaterede nyheder