Invitation til projekt om deltagerkultur og borgerinvolvering

Invitation til projekt om deltagerkultur og borgerinvolvering

22. august 2019


DELTAG er titlen på et nyt udviklings- og forskningsprojekt. Deltag, er også en opfordring fra Kulturhusene i Danmark til skoler, foreninger og institutioner til at deltage aktivt i projektet.

22. august 2019

Sammen med et team af forskere fra Aarhus Universitet iværksætter Kulturhusene i Danmark nu et interaktivt udviklings- og forskningsprojekt med titlen DELTAG. Grundstammen i projektet er kulturhuse, men kulturhusenes landsforening, som er medlem af DFS, vil gerne have andre med, også selv om de ikke først og fremmest ser sig selv som kulturhuse.
”Det gælder ikke mindst andre folkeoplysende skoler og foreninger, der ligesom husene interesserer sig for borgerinvolvering og uformel læring.” fortæller Søren Søeborg, der arbejder med udvikling i landsforeningen.

Vigtigt for demokratiet
Om projektet fortæller han: ”Vi vil undersøge deltagerkulturen i Danmarks meget forskellige kulturhuse og andre borgerinvolverende institutioner/aktiviteter.
Mange taler om, at borgernes deltagelse er vigtig for vores identitet, for kunsten og kulturen, for demokratiet og for samfundet i det hele taget, og DELTAG projektet vil skabe ny viden om kulturelle deltagelsesformer i Danmark.”

Aktiv deltagelse
Søren Søeborg understreger, at de deltagende kulturhuse og andre institutioner ikke bare skal lukke forskere indenfor, så de kan gå rundt og spørge og observere.
”Aktiv deltagelse er en del af undersøgelsesmetoden. Derfor skal deltagerne selv undersøge deres huse og aktiviteter, og dele deres viden både med hinanden og med forskerne. Vi tror på, at den proces giver deltagerne mulighed for at blive inspireret og høste vigtige erfaringer undervejs.” siger han.
Nordea-fonden støtter projektet med over tre millioner kroner.

Læs mere om projekt DELTAG 

Har du har spørgsmål vedr. projektet, er du velkommen til at kontakte Søren Søeborg på soren@kulturhusene.dk eller på 3314 1207.