Jysk mesterskab i foredrag og debat

11. februar 2019


Et opgør med sjællandsk dominans på talerstole og i paneler. Det har LOF Kolding-Vejen fået støtte fra Kulturministeriet til. Seks andre fra DFS’ medlemsorganisationer har fået projektstøtte fra Kulturministeriets folkeoplysningspulje.

11. februar 2019

LOF Kolding Vejen ønsker at styrke det levende ord. Derfor vil de afholde et Jysk mesterskab i foredrag og debat. I ansøgningen, som de nu har fået godkendt, står der:
”Danmark er et foredragsland, men det er forholdsvis lille udvalgt skare, som kommer til orde som foredragsholder, og ofte er de bosat på Sjælland. Kan det passe at folk på Sjælland har mere på hjertet og mere ekspertise end resten af Danmark?”
LOF-afdelingen har planer om at gennemføre mesterskabet hvert andet år. I første omgang modtager de 60.000 kr. i støtte.

Andre projekter
Der uddeles i år cirka 1,7 millioner kroner fordelt på i alt 19 projekter. Både frivillige foreninger, aftenskoler og landsdækkende organisationer får tilskud til projekter inden for to indsatsområder, der handler om, hvordan man kan inddrage nye brugergrupper i foreningslivet og nye måder at tænke folkeoplysning på.

De øvrige projekter, som DFS-organisationer har modtaget støtte til, er:

Demokrati nu DK (Amatørernes Kunst & Kultur Samråd)
En faciliteringsproces skal få bestyrelser og unge til at mødes, og sammen udvikle en handlingsplan med det formål at lukke bestyrelserne op for de unges kompetencer, og at få flere unge ind i bestyrelserne.

Kvinde til kvinde - Kreativ genvej til integration (DOF Furesø Fritidsskole)
Et kursus, der introducerer flygtningekvinder til den danske aftenskole, hvor de via undervisning i kreative færdigheder inkluderes i fællesskabet med danske kvinder.

KunstKredsen (Fokus Folkeoplysning, Aalborg)
Et interessefællesskab for seniorer, hvor omdrejningspunktet er kunst, som også skal bidrage til en ny måde at tænke folkeoplysning på.

Dobbelt så oplyst (Fora)
Oplysningsforbundet Fora sammen med fem medlemsforeninger og to folkeoplysende iværksættere vil udvikle en ny model for kurser i aftenskolen, som kombinerer flere ikke-beslægtede fag og giver mulighed for nye tilrettelæggelsesformer.

Handletank for hverdagsaktivisme i folkeoplysningen (Daghøjskoleforeningen)
Daghøjskoleforeningen vil sammen med ”Sager der Samler” udvikle nye metoder i folkeoplysningen til at udvikle og understøtte mod, handlekraft og initiativer, der fornyer samfund og demokrati nedefra.

Forskel-lighed (FO-Aarhus)
Udvikling, opsætning og afvikling af en forumteaterforestilling for børn/unge på uddannelser, skoler, beboerhuse og lignende. Arbejdet skal få børn og unge med dansk og anden etnisk baggrund bliver bedre til at være sammen på tværs af fordomme, hudfarve, usikkerhed og kulturforskelle.

Relaterede nyheder