Kan sprogcentrene spare 10 procent?

10. april 2019

Kvaliteten kan ikke måles ud fra karakter og gennemførelse, men om kursisterne kan begå sig i samfundet,” siger John Meinert Jacobsen.


Sprogcentrene kan undervise voksne udlændinge med 10 procent færre udgifter, konkluderer en undersøgelse. John Meinert Jacobsen fra AOF-Danmark afviser undersøgelsen, der alene måler på karakterer og gennemførelse.

10. april 2019

Udlændinge- og Integrationsministeriet har bestilt en ”benchmarking- og effektivitetsanalyse” af danskuddannelse til voksne udlændinge fra VIVE- det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd. Ifølge en pressemeddelelse fra ministeriet viser analysen, at sprogcentrene i årene 2013-2017 kunne have sparet mere end 10 pct. af deres udgifter – uden at det ville gå ud over bl.a. elevernes beståelsesprocent og karaktergennemsnit – hvis alle sprogcentre havde gjort som de mest effektive sprogcentre.
”Nej, der kan ikke spares flere penge på danskuddannelse, ” siger direktør i AOF Danmark, John Meinert Jacobsen, som er dybt bekymret for, at analysens resultater vil føre til endnu flere besparelser, end centrene allerede har været udsat for.

Nedprioriterer medborgerskab og arbejdsliv
Tidligere runder af besparelser har ifølge John Meinert Jacobsen ført til et stærkt reduceret undervisningstilbud:
”Fokus bliver rettet mod de sproglige færdigheder, som skal sikre, at modultestene kan bestås. Undervisningen er i høj grad baseret på selvstudium og undervisning på meget store hold. Den brede og almendannede forberedelse til medborgerskab og arbejdsliv falder bort, og det er rigtig ærgerligt,” påpeger han.
”Jeg vil gerne opfordre til, at der bruges nogle andre mål for kvalitet. Kvaliteten af undervisningen i danskuddannelse kan ikke måles ud fra karakter og gennemførelse, men om kursisterne kan begå sig i samfundet,” slutter John Meinert Jacobsen.

Fakta

Kommunerne betaler sprogcentrene for danskundervisning til voksne udlændinge. Staten kompenserer kommunerne under ét gennem bloktilskuddet. I 2019 forventes de offentlige udgifter til danskundervisning at være på i alt ca. 1,1 mia. kr.
Regeringen og et bredt flertal i Folketinget vedtog i 2017 en reform af danskundervisningen. Reformen har til formål at effektivisere undervisningen og gøre den mere erhvervsrettet. Den første del af reformen trådte i kraft den 1. juli 2017, mens den andel del trådte i kraft den 1. januar 2018.

Læs VIVE’s benchmarking- og effektivitetsanalyse af danskuddannelse til voksne udlændinge

Kilde: Udlændinge- og Integrationsministeriet