Ungdomspolitiker med ny kultur og folkeoplysningspolitik

Ungdomspolitiker med ny kultur og folkeoplysningspolitik

12. september 2019

DSU-formand Frederik Vad Nielsen vil styrke de forpligtende fællesskaber med flere, lokale "folkehuse".


Aftenskolerne, højskolerne og folkeoplysning skal revitaliseres, og man skal kunne dyrke det, der får en til at vokse som menneske. Det skriver formanden for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom i sit bud på en ny socialdemokratisk kulturpolitik.

12. september 2019

I en kronik i dagbladet Information i dag præsenterer formanden for DSU, Frederik Vad Nielsen, den nye kulturpolitik, som han håber og forventer, at kulturminister Joy Mogensen, vil komme til at stå for.
Et af tre hovedpunkter handler om fritidslivet. Her skriver han blandt andet
”Vores uddannelsessystem er blevet disneyficeret, og ' drømmeuddannelsen' er blevet en vrangforestilling, som skaber et stort psykisk pres, når unge nyuddannede finder ud af, at arbejdslivet ikke altid føles som en tivolitur i maven. Politikerne er holdt op med at interessere sig for indholdet af lønmodtagernes hverdag i arbejdslivet, fordi de fortæller de nye generationer, at muligheden for livslang velsignelse ligger i valget af ' drømmeuddannelsen'.
Det betyder også, at fritidslivet stort set er udryddet som samtaleemne på Christiansborg.”

Forpligtende fællesskaber
Videre skriver han:
”Men den socialdemokratiske nøgle til at komme den historiske ensomhed og stress i vores samfund til livs må være, at flere (unge) mennesker får styrket deres selvopretholdelsesdrift og karakter i forpligtende fællesskaber med andre.
Aftenskolerne, højskolerne og folkeoplysning skal revitaliseres, og vi skal genopfinde idealet om at arbejde for at holde fri, så man frivilligt kan dyrke det, der får en til at vokse som menneske.”

Folkehuse tilbage til borgerne
Frederik Vad Nielsen foreslår, at det næste store folkelige kulturprojekt og ”matrikeleventyr” efter kolonihaverne, sportshallerne og nationalparkerne skal være ”Folkehuse”:
”I en tid hvor centralisering er ved at ødelægge sammenhængskraften i mange lokalsamfund, bør kommuner og stat sammen give lokale Folkehuse tilbage til borgerne. En sportshal, et bibliotek, en skole eller et foreningshus, som ikke kan afvikles, uden lokalsamfundet har stemt om det, og som sikres optimale rammer for forenings-, fritids-, kunst-og kulturliv gennem skattefordele og mindre bureaukrati.”

Relaterede nyheder