Når bålhyggen bliver virtuel

Når bålhyggen bliver virtuel

30. marts 2020

Rie Lundby Petersen savner nærheden, men gennem de mange virtuelle aktiviteter mærker hun stadig, ”…at alle er i samme båd, og at vi har en fælles opgave, vi skal løse: Nemlig at holde liv i vores efterskolefællesskab.”


Eleverne på Eriksminde Efterskole er sendt hjem, men lærere og elever holder fast i nærheden og fællesskabet – på trods. Eleverne fører den ugentlige snakkeklub omkring bålet videre virtuelt, og lærerne arrangerer banko.

30. marts 2020

Der har været mange andre gode, sjove og lærerige aktiviteter på skemaet i den første uge, hvor Eriksminde Efterskole har været lukket ned pga. corona. Det fortæller Rie Lundby Petersen, der er lærer på skolen, til Efterskoleforeningens nyhedsbrev.
Hun opremser madlavning, varulv-leg, fællesfoto, godnathistorie, keramik og strikkeklub – og tilføjer et særligt initiativ, som og hendes mand, der også efterskolelærer, arrangerer:
”Vi lod os inspirere af en anden efterskole, der havde lavet banko med eleverne. Det giver anledning til også at grine af noget sammen, og det er vigtigt i en tid, hvor mange alvorlige tanker og refleksioner står i kø. Derfor udviklede vi ’Jørgen & Jørgens banko’, hvor vi klædte os ud og gik online med hentehår, briller, hæsblæsende jingles og præmier som toiletpapir og håndsæbe."

Folkeoplysningen lukker ikke ned

Rigtig mange folkeoplysende skoler og foreninger må indstille og udsætte undervisning og andre aktiviteter i disse uger. Men der arbejdes samtidig ihærdigt med at skabe andre rum for læring og handling. DFS’ hjemmeside og nyhedsbrev vil løbende beskrive nogle af disse initiativer.

Tidligere artikler i denne serie:
Virtuelle kompetenceløft under corona-krisen
Bryd isolationen med humor og interaktion

Eleverne tager også selv initiativer for at fastholde kontakten, fortæller Rie Lundby Petersen:
”Vi har haft ’Snak & Snit’, som er den ugentlige snakkeklub omkring bålet, der er blevet ført videre i online-version. ’Random Sports’ er en anden aktivitet, hvor eleverne i fællesskab bygger skolen op i Minecraft."
Rie Lundby Petersen savner nærheden, men gennem de mange virtuelle aktiviteter mærker hun stadig, ”…at alle er i samme båd, og at vi har en fælles opgave, vi skal løse: Nemlig at holde liv i vores efterskolefællesskab.”