Folkeoplysning mod antisemitisme

Folkeoplysning mod antisemitisme

Redaktionel dato: 24. januar 2020

Mette Frederiksen har varslet en folkeoplysende handlingsplan mod antisemitisme. Det vil vi gerne være med til, skriver DFS’ sekretariatschef i et svar til statsministeren. Men den skal leve op til vores værdier om demokrati og mangfoldighed, understreger Carolina Magdalene Maier.

Folkeoplysning mod antisemitisme

”Vi ser antisemitismens grimme ansigt flere steder fra,” sagde statsministeren til Politiken den 21. januar. I samme omgang fortalte hun, at ”regeringen vil i en kommende handlingsplan øge brugen af folkeoplysning om og uddannelse i antisemitisme.”
Denne invitation tager DFS’ sekretariatschef, Carolina Magdalene Maier imod i et debatindlæg i Politiken i dag. Hun skriver, at antisemitisme går imod alle folkeoplysningens værdier. Samtidig påpeger hun bl.a., at kampagnen må være knivskarp på, hvad antisemitisme er, så vi ikke risikerer, at den begrænser ytringsfriheden for kritikere af Israels bosættelser og politik over for palæstinenserne.

Vi bringer her hele indlægget fra Politiken:

Hvad er antisemitisme

Af Carolina Magdalene Maier, sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd

Regeringen vil bruge folkeoplysning til at bekæmpe antisemitisme.
Det fortalte statsministeren i Politiken 21.1.
Sådan en indsats ligger i klar forlængelse af folkeoplysningens værdigrundlag, hvor demokratiske værdier er helt grundlæggende: ytringsfrihed, åndsfrihed, forsamlingsfrihed, ligeværd, aktivt medborgerskab, medbestemmelse og demokratisk dannelse.
Antisemitisme er et angreb på alle disse værdier.
På samme måde er mangfoldighed en del af folkeoplysningens værdigrundlag, og mangfoldighed forudsætter, at etniske og religiøse minoriteter kan leve i fred for hetz og forfølgelse.
Derfor vil de folkeoplysende foreninger og skoler helt sikkert være parate til at indgå i en oplysningskampagne, der modarbejder antisemitisme.
Men det er vigtigt, at en sådan indsats virkelig er demokratisk og mangfoldig.
For at fastholde det demokratiske må den være knivskarp på, hvad antisemitisme er, så vi ikke risikerer, at kampagnen begrænser ytringsfriheden for kritikere af Israels bosættelser og politik over for palæstinenserne.For at fastholde det mangfoldige må den også inddrage hetz og forfølgelse af muslimer, romaer og andre etniske og religiøse minoriteter.
Og for at være troværdig må den vende sig mod antisemitisme og anden minoritetshetz, uanset hvem den kommer fra: om det er det politiske højre, venstre eller midten, fra indvandrere eller etniske danskere, fra institutioner eller fra individer.
Folkeoplysningen er først og fremmest demokratisk i sin kamp mod alt, hvad der er antidemokratisk, og i sin forståelse af, at alle samfundslag og -grupper er lige meget værd og har samme både rettigheder og forpligtelser som demokratiske medborgere.