100 kroner for en aftenskolesæson

100 kroner for en aftenskolesæson

Redaktionel dato: 11. februar 2021

AOF har udgivet et landskatalog med online aftenskolekurser for 100 kr. ”Vi vil vise, at vi stadig er her, og så kommer vi længere ud end vores eget område,” siger skoleleder Brian Kronborg fra AOF Center Sydjylland, der bidrager til kataloget.

Af Michael Voss


”Det er nemt,” står der i AOF Danmarks katalog over online kurser. Kataloget samler en række af AOF aftenskolernes online-tilbud til en særpris af 100 kr. ”Perfekt til dig, der normalt har svært ved at finde tid i en travl hverdag.”

I alt indeholder kataloget 15 kurser fra blomsterbinding og guitarspil til sprogkurser, yoga og kvindernes internationale kampdag. Tilbuddet er populært. Lige nu er 5 af kurserne fyldt op.

Behovet for at mødes

”Som samfund er vi nødt til at finde metoder, så mennesker kan fortsætte med at mødes på trods af corona-nedlukning. Derfor har AOF aftenskolerne i denne tid omstillet til online-undervisning. Det vil vi gerne understøtte med dette fælles onlinekatalog, som giver mulighed for at tilmelde sig på tværs af lokalområder,” fortæller Hafida Bouylud, der er chefkonsulent i AOF Danmark.

Brian Kronborg er skoleleder i AOF Center Sydjylland. Her har de været i gang med online undervisning siden foråret 2020. Nu har de bidraget med tre kurser til AOF’s fælles onlinekatalog.

”Vi vil vise, at vi stadig er her, og vi kommer længere ud end vores eget område,” siger han.

Nyt publikum

Erfaringerne med onlineundervisning i AOF Center Sydjylland er blandede:

”Nogle af vores faste kursister fortæller, at det sociale er en væsentlig grund til at gå på aftenskole. Derfor er de ikke interesserede i online-tilbud. Til gengæld kommer der andre til, fordi der ikke er noget problem med afstand og transport,” fortæller Brian Kronborg.

Som mange andre forventede han, at det mest ville være de boglige fag, især sprogundervisning, som kunne omlægges til onlineundervisning.

”Men underviserne viste stor vilje og evne til at finde nye pædagogiske virkemidler. Så også musik og kreative fag har fungeret fint. Det er kun bevægelse i varmtvandsbassin, som vi af gode grunde har måttet opgive,” siger AOF Center Sydjyllands skoleleder.

Hafida Bouylud og Brian Kronborg er enige om, at det ikke er slut med onlineundervisning, når der bliver genåbnet for fysiske møder i undervisningslokalerne.

”Det giver mulighed for at imødekomme behovet for fleksibilitet og mulighed for at nå ud til nye målgrupper,” siger Hafida Bouylud.

”Jeg håber, at vi kan bære det videre. I sidste ende afhænger det af publikumsinteressen, men jeg tror, at vi kan få et nyt og andet publikum med onlineundervisning,” siger Brian Kronborg.

Mere om AOF online aftenskole