Podcasts guider til bæredygtige valg

Podcasts guider til bæredygtige valg

Redaktionel dato: 26. oktober 2020

Oplysningsforbundet Fora har udviklet en podcast-serie – særligt henvendt til unge – som skal gøre det nemmere at leve mere bæredygtigt. Det er folkeoplysning med fokus på at træffe valg til gavn for klimaet.

Tænketanken CONCITO har beregnet, at hver dansker årligt i gennemsnit udleder ca. 17 ton CO2. Det er langt over verdensgennemsnittet, og egentlig skal vi helt ned på to ton for, at vi kan leve op til klimamålene, men hvor kan man som enkeltperson gøre en forskel og hvor tager man fat på at leve mere bæredygtigt? Det forsøger podcastserien at oplyse om gennem tips og tricks til en mere bæredygtig hverdag.

Handling – på et oplyst grundlag

”Folkeoplysningen kan spille en vigtig rolle i forbindelse med en bæredygtig omstilling, og gennem lytning til de fire podcast-afsnit er det vores håb, at folk - på et oplyst grundlag – vil have lettere ved at få en mere bæredygtig hverdag,” udtaler Louise Albers fra Fora, som er projektleder på udviklingen af Foras podcasts.

Podcast-serien hedder ”Bær dig dygtigt ad”. Den består foreløbig af fire podcasts - hver med sit tema:

  • Madvaner
  • Rejsevaner
  • Hvordan man bor mere bæredygtigt
  • Hvordan man kan forbruge mere bæredygtigt.

For planetens velvære

Seriens afsnit kombinerer viden med aflivning af myter og konkrete tips til at træffe mere bæredygtige valg. Alt sammen folkeoplysning med fokus på at træffe valg til gavn for klimaet.

I hvert afsnit medvirker en ekspert og en ung, som selv har truffet et valg om at leve mere bæredygtigt. For eksempel 19-årige Silke Krautwald, som har valgt at blive vegetar for ”at gøre en lille forskel for planetens velvære”. I samme afsnit fortæller Johanne Nedergaard Ørnsholt fra Tænketanken Frej om, hvilke valg man som enkeltperson kan træffe for at bidrage til et mere bæredygtigt fødevare-Danmark.

Fakta om ”Bær dig dygtigt ad”

Podcastserien hedder Bær dig dygtigt ad og kan findes på Spotify, Google Podcast, iTunes.

Sideløbende med podcastserien har oplysningsforbundet Fora også udviklet et kursusforløb med støtte fra DFS, der i en kombination af viden og konkrete handlemuligheder sætter danskerne i stand til at leve mere bæredygtigt. Kursusforløbet kører pt. som pilotprojekt i tre kommuner.