Folkemødets Dialogpris 2017

Liselott Blixt vandt dialogprisen i 2017. Hun fik overrakt prisstatuetten lørdag aften på Hovedscenen. I sidste fase var hun op imod fire andre finalister.



”Hun tager om nogen dialog med andre - herunder politiske modstandere. Spørger ind og søger viden. Hun gør det tydeligvis af ægte interesse og netop for at fremme forståelsen.” Sådan skrev en af de mange folkemøde-deltagere, og det citat havde juryen valgt at fremhæve.
Inden formanden for Folkemødets bestyrelse Michael Valentin på vegne af juryen afslørede, at Liselott Blixt var årets vinder, blev hun præsenteret på scenen sammen med fire andre finalister, som alle havde fået mange og velbegrundede indstillinger fra folkemødedeltagerne.

De fire øvrige finalister

- med en af deltagernes begrundelser

Mette Abildgaard
"Hun har en anerkendende tilgang til politik. Nok kan hun være uenig med sin modstander, men det er altid med et smil og en positiv tilgang til debatten."
Jacob Mark
"Fordi han tør lytte til modargumenter og lade sig påvirke. For ikke altid dumstædigt at holde fast i sin første udtalelse. For at turde indrømme at have taget fejl og at debatten har gjort ham klogere."
Stine Brix
"Fordi hun lytter og ikke tror, at hun har alle svar i forvejen. Og så har hun humor!"
Sofie Carsten Nielsen
"Hun gør en ære ud af at lytte og være i dialog med andre - også personer der er dybt uenige med hende. Hun prioriterer at modtage inspiration fra andre tænkere, borgere, fagpersoner og politikere."

 







Facts om Folkemødets Dialogpris

  • Folkemødets Dialogpris uddeles til en politiker, der i særlig grad har lyttet, været i dialog og ladet sig påvirke af debatten under Folkemødet.

  • Prisen består af hæderen, et diplom, en statuette, der går videre til næste års vinder, og muligheden for at holde en tale på Hovedscenen ved næste års prisoverrækkelse.

  • Bag Folkemødets Dialogpris står Folkemødet, Dansk Folkeoplysnings Samråd, Dansk Ungdoms Fællesråd og Lead Agency.

  • De foregående vindere er  2013/Esben Lunde Larsen (Venstre), i 2014/Pia Olsen Dyhr (SF), 2015/Ida Auken (Radikale) og 2016/Uffe Elbæk (Alternativet)

  • Juryen bestod i 2017 af: Michael Valentin, formand for Folkemødets bestyrelse, Winni Grosbøll, borgmester i Bornholms Regionskommune, Morten E. G. Jørgensen, generalsekretær i DUF, Per Paludan Hansen, formand for DFS, og Søren Kaster, adm. direktør Lead Agency

  • Folkemødedeltagerne kunne indstille en politiker via Folkemødets app eller direkte på dialogprisen.dk eller på uddelte nomineringskort


Et weekendophold på Griffen Spa Hotel
Blandt de Folkemødedeltagere, der indleverede en begrundet indstilling til Dialogprisen, blev der trukket d om et weekendophold for 2 personer i dobbeltværelse med havudsigt på Griffen Spa Hotel ved Rønne.  I opholdet er morgenmad og 2 spabehandlinger (1 til hver person) inkluderet.
Griffen Spa Hotel sponsorerer præmien.