Konkurrence og folkeoplysning

29. juni 2017

Kommuner skal ikke tage konkurrence-hensyn, når de tildeler støtte til folkeoplysende aktiviteter. Det blev konklusionen på debatten om en vejledning, som Konkurrencestyrelsen udsendte i november 2015.

Det vakte opsigt i den folkeoplysende verden, da Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i november 2015 udsendte ”Vejledning om uddeling af støtte til folkeoplysende foreninger.” Flere kommuner kom i tvivl, om de skulle ændre deres praksis, når de tildeler støtter til aktiviteter efter Folkeoplysningsloven. DFS og de andre hovedorganisationer protesterede kraftigt over for regering, folketingspolitikere og Styrelsen. 

Det førte et lille halvt år efter til, at Konkurrencestyrelsen på møder med kommuner rundt om i landet slog fast:

  • At kommunerne har pligt til at yde støtte efter Folkeoplysningsloven
  • At konkurrencereglerne ikke ændret noget ved denne pligt
  • At det er op til kommunerne selv, om de vil inddrage konkurrencehensyn, men de må kun gøre det, når de tildeler forhøjet tilskud til særlige aktivitetsformer og personer med særlige behov

Forløbet 

Konkurrencestyrelsens vejledning 

I november 2015 udsendte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en vejledning til kommunerne med titlen ”Vejledning om uddeling af støtte til folkeoplysende foreninger.”
Styrelsen ønskede ” ”…at vejlede kommunerne om, hvordan man inddrager hensynet til konkurrencen ved fastsættelsen af den lokale tilskudsmodel for folkeoplysende foreninger”.
I vejledningen gav Styrelsen også udtryk for denne vurdering: ” Offentlig støtte, der er lovlig, er ikke nødvendigvis fornuftig.”
Konkurrencestyrelsen forklarede dette således: ”Hvis konkurrencen forvrides til fordel for de folkeoplysende foreninger, er der risiko for, at de private virksomheder afholder sig fra at træde ind på markedet eller forlader det.”
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen: ”Vejledning om uddeling af støtte til folkeoplysende foreninger.”

DFS’ første reaktion

Da DFS blev bekendt med vejledningen udtalte formanden Per Paludan Hansen bl.a.:
”Det er helt malplaceret. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har simpelthen ikke sat sig ind i, hvad folkeoplysning er.” ”Efter min mening går styrelsen langt ud over sine beføjelser, når den vil fortælle kommunerne, hvad der er lovligt men ufornuftigt. Det er en demokratisk beslutning i kommunerne, som styrelsen ikke skal blande sig i.”
”Aktiviteter kan få kommunal støtte efter folkeoplysningsloven, hvis de udføres af folkeoplysende foreninger, og hvis der indgår et folkeoplysende element i kurset. Derfor konkurrerer de folkeoplysende skoler og foreninger i bund og grund ikke med private udbydere,” siger Per Paludan Hansen.
”Hvis kommunerne skulle tage vejledningen alvorligt, betyder det i sidste ende, at de ikke skal godkende ”italiensk for begyndere” i en kommune, hvor der også er en privat sprogskole. Det giver ikke mening, og i sidste ende er det en trussel mod hele ideen om den frie folkeoplysning, baseret på foreningsmodellen,” siger Per Paludan Hansen.
Artikel med Per Paludan Hansens kommentar til vejledningen

Reaktion fra idrætten

Umiddelbart efter skrev formanden for DGI, Søren Møller, en kommentar på Altinget. Han skrev bl.a.:
”Folkeoplysningsloven sikrer, at kommunerne støtter det frivillige foreningsliv – uanset om det drejer sig om fodbold, tennis, svømning eller forskellige former for konditions- og styrketræning også kaldet fitness. Loven tager derfor udgangspunkt i organiseringen, ikke aktiviteten. Det er det frivillige foreningsliv, der er støtteværdig. Og det er det, fordi det besidder nogle særlige kvaliteter, som hverken offentlige institutioner eller private forretninger har. Foreningslivet bidrager til udviklingen af forpligtende fællesskaber og aktivt medborgerskab.”
”Når der er opstået et problem, er det fordi private entreprenører er begyndt at trænge ind på det område, som hidtil har været forbeholdt de frivillige idrætsforeninger. Fitness er blevet en rentabel forretning. Men betyder det så, at de frivillige idrætsforeninger skal trække sig tilbage?
Betyder det så, at nogle idrætsforeninger ikke længere er støtteværdige? De frivillige foreninger skal ikke kun være støtteværdige, hvis de beskæftiger sig med noget, som ikke andre vil tage sig af.”

Appel til Bertel Haarder

Den 24. november sendte formændene for DFS, Dansk Idræts Forbund, DGI, DUF og Dansk Firmaidræt for folkeoplysning et brev til kulturminister Bertel Haarder. Her skrev de bl.a.: ”Den folkeoplysende verden opererer ikke på det kommercielle marked, men organiserer aktiviteter, der varetages af aktive medborgere som bidrager til at højne den demokratiske dannelse i befolkningen.” De kommenterede også Styrelsens formulering om lovlig, men ”ufornuftig” offentlig støtte:
”Hvordan samfundets ressourcer skal anvendes, og hvad der er fornuftigt i den sammenhæng, er et spørgsmål om politisk prioritering og derfor ikke et anliggende for en forvaltningsenhed som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.”
I brevet opfordrede de ministeren til som folkeoplysningens minister:

  • at ”…stå vagt om betydningen af den rolle, folkeoplysningen spiller for demokratisk dannelse og aktivt medborgerskab.”
  • at markere ”… overfor forvaltningen, at politik skal drives af politikere og ikke af embedsfolk.”
  • at kontakte erhverv- og vækstminister, Troels Lund Poulsen med henblik på, at vejledningen trækkes tilbage.

Henvendelsen fra de fem hovedorganisationer til Bertel Haarder

 

Haarder afviser folkeoplysningen

Den 15. december svarede kulturministeren de fem formænd, at han ikke ville foretage sig yderligere i sagen. Han konstaterede blot: ”Jeg har noteret mig, at KFST ikke har stillet spørgsmål ved hverken folkeoplysningens regler eller kommunernes administration heraf….”
”Det er jo netop det, styrelsen gør, når den ekstremt politiserende skriver, at ”en lovlig støtte medvirker ikke nødvendigvis til at fremme en effektiv anvendelse af samfundets ressourcer”,” lød kommentaren fra DFS’ formand Per Paludan Hansen.
Han undrede sig over, at Bertel Haarder ikke kunne udtrykke sig lige så klart om konkurrenceforvridning og folkeoplysning, som daværende kulturminister Marianne Jelved gjorde, da problemstillingen blev rejst i Folketingets kulturudvalg i 2013:

”De private virksomheder kan frit bestemme rammerne for deres virke og kan generere en indtjening til ejeren på markedsmæssige vilkår, mens den folkeoplysende forening er underlagt en lang række krav og betingelser om bl.a. demokratisk opbygning, demokratisk valgt bestyrelse og aktivt medlemskab, samt at foreningen skal have en almennyttig virksomhed. Den folkeoplysende forening har tillige et overordnet formål om at bidrage til medlemmernes forståelse af demokrati og aktivt medborgerskab. Der er derfor en væsentlig forskel mellem en privat virksomhed og folkeoplysende forening, uanset at der i begge tilfælde tilbydes samme aktiviteter.”
Bertel Haarders svar til de fem hovedorganisationer

Artikel med Per Paludan Hansens kommentar til Bertel Haarders svar

Dialog med Styrelsen
Samtidig foregik der en direkte dialog mellem folkeoplysningens hovedorganisationer og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Styrelsen afviste at ændre vejledning, men lovede, at den ville tage indvendingerne i betragtning på informationsmøder for kommunerne.  

Organisationerne advarer kommunerne
I mange kommuner var man i tvivl om, hvordan man skulle håndtere Styrelsens vejledning. Det fik de fem hovedorganisationer til at skrive til alle landes kommuner. I henvendelse skrev de bl.a.:
”Vi – de folkeoplysende organisationer i Danmark – er bekymrede for, om skrivelsen vildleder mere, end den vejleder.”
”I udgangspunktet skal man være opmærksom på, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er sat i verden for at fremme konkurrencen og hensynet til virksomhederne og forbrugerne. Der er således efter vores opfattelse tale om et partsindlæg og ikke en uvildig vejledning, som skrivelsen kan give indtryk af. Skrivelsen kan derfor ikke bruges som retskilde.”
De påpegede, at det ikke er korrekt, når Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skriver, at markedet skal undersøges før støtten uddeles, så der kan tages hensyn til konkurrencen og de private virksomheder.
”Ifølge Kulturministeriet skal man i stedet være særlig opmærksom på krav til formål og foreningsdannelse, og ikke til de private virksomheders behov og interesser, ved tildeling af støtte,” skriver de.
De fem hovedorganisationers brev til kommunerne

Styrelsen: Kun gode råd

Da Styrelsens møder med kommunerne kom i gang, viste det sig, at Styrelsens repræsentanter ”… gjorde en stor indsats for at afdramatisere deres vejledning om folkeoplysning,” som Trine Bendix, sekretariatsleder i DFS, sagde efter at have deltaget i et informationsmøde for kommunerne i Storkøbenhavn.
Trine Bendix fortalte fra mødet:
”Der var rigtig mange opklarende, men også kritiske spørgsmål fra deltagerne. Det fik styrelsens repræsentanter til at tage en række forbehold. F.eks. understregede de, at konkurrencereglerne ikke ændrer ved folkeoplysningslovens bestemmelser om, at de har pligt til at støtte folkeoplysende foreninger.
De beskrev vejledningen som ”ideer” og slog fast, at det er op til kommunerne selv, om de vil inddrage konkurrencehensynet eller ej.
Det blev også gjort klart, at vejledningens formulering om, det ikke er al lovlig støtte, der er fornuftig, kun handlede om kommunernes mulighed for at give forhøjede tilskud til særlige aktivitetsformer og personer med særlige behov.
På mødet gav styrelsens repræsentanter udtryk for, at de muligvis vil udarbejde en ny, revideret vejledning.”
Artikel om Styrelsens informationsmøde