Arven fra Grundtvig

Folkeoplysningen opstod som et svar på de udfordringer, som samfundet stod over for i 1800-tallet. Baseret på Grundtvigs tanker om frihed, åndsfrihed og fællesskab formidlede den - sammen med andre folkelige bevægelser - viden ud til folket og skabte frivillige fællesskaber, der tager ansvar for stort og småt og hinanden i lokal- og civilsamfundet. I dag er det folkeoplysningens ansvar at bruge arven fra Grundtvig og den folkelige bevægelse dengang til at tage hånd om nutidens samfundsproblemer og understøtte demokratiet.

Grundtvig udviklede politiske teorier og handlede for at skabe de forestillinger, som skaber et folk, der kan tage demokratiet på sig i en fælles forestilling om samfund og værdier til fælles bedste. Det skete i en periode med meget store ændringer i og omkring Danmark. Napoleonskrigene, bombardementerne af København, Statsbankerotten, Den franske revolution og Den amerikanske uafhængighedskrig og Danmarks tab af 2/5 af sine indbyggere og 1/3 af sit areal i 1864 var en kolossal stor transformation og ditto mentalitetsændring.

De to professorer, Ove Kaj Pedersen og Lars Bo Kaspersen, har i bl.a. henholdsvis "Konkurrencestaten" fra 2011 og i "Danmark i Verden" fra 2009 påvist, at de store samfundsændringer og værdiændringer kommer, når der sker store omvæltninger i vilkårene for et folk og for en nation, som det skete i 1800-tallet. I det 19. århundrede var Grundtvig som bl.a. politisk aktiv i stand til at påvirke forandringerne, værdierne og forestillingerne om nationen og folket.

Demokrati og oplysning Ove Korsgaard skriver, at i moderne teori om nationalisme indgår ideen om, at en nation er usynlig. Den kan ikke ses, som en elefant kan ses. Antropologen Benedict Anderson udtrykker det med ordene, at en nation er "et forestillet fællesskab". En nation er et produkt af medlemmernes forestillinger om at have noget tilfælles.

Forestillingerne omfatter bl.a. kundskaber, oplevelser, følelser, erkendelse, fantasi, historie, kultur og må symboliseres og forankres i institutioner. I Danmark blev nationen forankret i institutioner som folkekirken, folkeskolen, folkeoplysningen, folkehøjskolen, folkebiblioteket, folkeuniversitetet, folkestyret og Folketinget.

Grundtvig fandt, at demokratiet krævede oplysning, der igen krævede en ny form for højskole, en folkehøjskole baseret på folkets sprog, og i Danmark var det dansk. Det skulle føre til et oplyst og selvbevidst folk, der reflekterede i modsætning til almuen, der var underlegen som fjerde stand. Det var samtidig en kritik af den lærde skole, hvor sproget var latin.

Det var kun et lille mindretal, der havde adgang til dannelse. Skolen skulle derfor bygge på et fællesskab om at være borger i Danmark og ikke på en fælles tro. Grundtvig så transformationen gå "fra trældom til frihed, fra kastevæsen til ligelighed, fra hemmelighed til offentlighed i alt, hvad angår det heles tarv og fælles bedste", som han udtrykte det. Kardinalpunkter var offentlighed, trykke- og ytringsfrihed.

Det fælles bedste
Sin samtid kaldte Grundtvig for skolens og individualiseringens tidsalder. Han fandt, at frihed bedst sikrer den enkelte, så man bedst kan pålægge sig de nødvendige bånd til det fælles bedste. Forestillingen om et samfund vil være uforeneligt med den absolutte individualisme. Der må være en grundenighed i et samfund om, hvad der er til det fælles bedste. Grundtvig har selv bidraget til grundenigheden bl.a. i sangen "Langt højere bjerge" med linjerne: "da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt."

Hverken lærde eller almuen kunne styre landet, mente han. Det skulle der et selvbevidst folk til. De fire stænder strukturerede samfundet under enevælden: adelen, gejstligheden, borgerne og almuen, og de medvirkede til en standsbevidsthed, der skulle ændres til en folkebevidsthed. Det krævede frihed.

Nationsbygger
Grundtvig var også nationsbygger. Dannelsen af nationen krævede, at sammenblandingen af stat og religion, af kirke og skole blev bragt til ophør. Der måtte være religionsfrihed, som var det samme som samvittighedsfrihed, der igen var åndsfrihed.

Et samfund kunne ikke bygge på en fælles religion. Det skulle bygge på et fælles sprog og en fælles historie, og skolen skulle give indføring i, hvad det ville sige at være en god samfundsborger, hvilket jo var ens for kristne, jøder og mennesker med anden religion. Der skulle både dannelse, oplysning og frihed til.

Han er nok den person, der har betydet mest for transformationen fra enevælde til folkestyre over folkeoplysning og en stærk frihedstradition.  Almuen blev et folk, oplyst og selvbevidst bl.a. gennem folkeoplysning og folkehøjskoler.

Da teknologien gjorde det vanskeligt for landbruget at sælge kornet, fordi dampmaskinerne ændrede handelsforbindelserne, var gode råd dyre. Bønderne satte sig om bordet og etablerede andelsbevægelsen, hvor alle kunne vælge at være med og aflevere deres mælk fra den ene ko eller fra de hundrede køer. Hver havde en stemme, og i det forpligtende fællesskab kunne opgaven løftes, og alle, der ville, kunne være med. De havde lært noget på folkehøjskolerne.

Myndige borgere eller konkurrencestatens soldater
Som et andet billede på ændringen af bevidstheden fra almue til at være et folk, kan man i 1901 se den nye Husmandsforening, der i sit manifest viser de forandringer, der er sket gennem det foregående århundrede på vejen fra almue til folk. I 1901 skriver husmændene:

"Vi vil være myndige. Kundskab er magt. Ved denne magt vil vi hævde vor plads. Ikke ved vort flertal. Frem for alt vil vi opøve os i selvhjælp. Vi vil stå på egne ben. Vi vil absolut ikke danne et nyt parti. Vi vil ikke sætte skel mellem husmænd og gårdmænd." 

Og det er selvfølgelig fortsat nødvendigt at forankre nationen i institutioner, der kan opfylde opgaverne om dannelse til borger i et samfund med frihed og folkestyre til fælles bedste, åndsfrihed og oplysning til nye generationer.

Der er god grund til at spørge hinanden om, hvorvidt de institutioner, der skal løfte de opgaver i en verden, hvor vi i dag er borgere på flere niveauer, har det indhold og de muligheder, der skal til. Eller vi må spørge hinanden om, hvad der skal til i dag. Hvad er det nu meningen er med vores institutioner set i forhold til fællesskabet og nationen Danmark, Den Europæiske Union og verdensborgeren i hans/hendes aktuelle udfordringer? Er det godt nok, at vores børn og unge uddannes til "soldater" i konkurrencestaten?

Denne artikel præsenterede Marianne Jelved for Kredsens medlemmer som optakt til arbejdet.

Grundtvig 160 Nikolai Frederik Severin Grundtvig.

"Grundtvig fandt, at demokratiet krævede oplysning, der igen krævede en ny form for højskole, en folkehøjskole baseret på folkets sprog, og i Danmark var det dansk," skriver Marianne Jelved i denne artikel.