Hvem skal styre Danmark? Eliten?

Danmark befinder sig i den største politiske ledelseskrise siden 1864. Demokratiet burde sikre innovation, men det er blevet elitens redskab til fastholdelse af sin egen magt, og Danmark står i dag uden visionært politisk lederskab. Den herskende klasse må erkende sin begrænsning og begynde forfra.

Min tese er, at Danmark befinder sig i den største politiske ledelseskrise siden 1864. Udfordringerne i 1914, 1940 og i 1970'erne bestod i at bygge de rette broer mellem en række klasser, partier og organisationer. Hertil var vi godt hjulpet af en række institutioner, som kunne understøtte processer, der skabte den nødvendige konsensus og de rette alliancer.

Problemet i dag er:
1) Vi har ingen klasse, der alene eller i alliance med andre kan håndtere det politiske lederskab;
2) Vi mangler en innovationsvision der sætter os i stand til at håndtere det uforudsigelige og
3) Ledelsen af de fleste offentlige og private organisationer er alt for kortsigtede.

Klasserne, der blev væk!
De sidste 20-30 år har været karakteriseret af de organiserede klassers opløsning. Tidligere havde vi et partisystem, hvor partierne repræsenterede en række klasseinteresser særligt i forhold til spændingsforholdet mellem kapital og lønarbejde og den økonomiske fordeling af ressourcer i landet generelt.

Sideløbende med partierne - og de centrale var Venstre, de Konservative, Socialdemokratiet og det Radikale Venstre - fandtes i samfundet en række organiserede særinteresser i form af de store fagforbund, DA, Landbrugsrådet m.fl. Det bemærkelsesværdige ved Danmark siden 1870'erne var det stigende antal af institutioner, der muliggjorde et samarbejde mellem disse partier og organiserede særinteresser. Disse institutioner faciliterede kommunikation, koordination og politikudvikling mellem de centrale politiske og økonomiske aktører.

Denne struktur er brudt sammen.

'Den herskende klasse'
Det bemærkelsesværdige er, at partitoppen i de forskellige partier og ledelseslagene inklusiv rådgiverstaben i de mange interesseorganisationer i stigende grad ligner hinanden på tværs af partifarve og særinteresser. Partier, interesseorganisationer, den offentlige forvaltning og endda også flere og flere private virksomheder befolkes af den samme klasse af mennesker med samme uddannelsesbaggrund og samme indkomst (med visse variationer).

Det indebærer, at alle er formet af det samme udsyn og perspektiv på verden, som gymnasium og en kandidatgrad fra et dansk universitet giver. Nogle kalder denne klasse DJØF-klassen, men det er næppe en præcis betegnelse.

Faktisk er det slet ikke en klasse, da klassebegrebet bruges til at betegne mennesker, der har samme placering i forhold til produktionsmidlerne eller på markedet. Denne gruppe - eller med Marx' term den 'herskende klasse' - har sin fællesidentitet ved samme skoling ofte i form af en samfundsvidenskabelig uddannelse fra universitet eller handelshøjskolen, som overordnet set har podet disse sidste generationer med samme blik på verden.

Derfor er der kun marginal forskel på SF og Venstre eller de Konservative og Socialdemokratiet. Ledelseslagene i partier, interesseorganisationer, den offentlige sektor, de større private virksomheder og såkaldt 'tænketanke/analyseenheder" består af de samme mennesker, og det er helt bogstaveligt. Standsetik eller politisk overbevisning er ikke længere en blokering for en karriere i de elitære og politisk set indflydelsesrige organisationer i Danmark.

Den viljeløse elite
Vi har fået en større, bredere og mere homogen elite, der i politisk forstand kun er afhængig af det øvrige Danmark, når der skal tælles stemmer. Og det er uheldigt!

Netop denne demokratiske mekanisme, som burde sikre innovation i form af politisk kamp og konfliktende synspunkter, er blevet til elitens redskab til fastholdelse af sin egen magt. Og det allerværste er, at den nuværende elite ikke magter og måske heller ikke ønsker politisk lederskab for det ville nødvendigvis indebære, at egen magtposition skulle sættes på spil!

Politisk lederskab kræver nøgtern analyse, mod, vilje og innovationsvisioner. Og ingen af delene er til stede i dagens Danmark. Vi har på tværs af partiskel fået en elite, der kun interesserer sig for marginale ændringer for derved at sikre status quo og fastholdelse af egen magt.

Ny ledelsesstrategi
De sidste 15-20 års politikudvikling har dog ført én afgørende og alt andet end marginal ændring med sig: For at sikre sin magt har man radikalt ændret den demokratiske kultur og nedtonet - og endda til tider opgivet - en forhandlingsstrategi med civilsamfundets interessegrupper. Vi har i stigende grad set, hvordan regeringen  og staten direkte intervenerer i samfundet med ny lovgivning, cirkulærer og direktiver - uden en reel dialog med organisationer, foreninger og borgere først.

Resultat: marginalt eller ingen forbedring af kvalitet og ingen fremadskuende innovationsfremkaldende tiltag. Tværtimod har resultatet af de tilstræbte institutionelle forandringer været stigende konformitet og undermineringen af tillid mellem ledelse og ansatte i den offentlige sektor og mellem borgere og offentlige institutioner.

Uden visionært politisk lederskab
Det reelle problem ved denne udvikling er, at Danmark i dag står uden visionært politisk lederskab. Arbejderklassen, som en gang af Marx blev kaldt historiens forandrende kraft, findes ikke længere som en kraft og som påpeget ledes den sidste rest af arbejderklassen af en elite, der ligner andre ledelseslag til forveksling.

Periodisk har nogen måske håbet på det private erhvervslivs ledere som historiens sande forandringskraft, og ind i mellem har en erhvervsleder trådt frem med ideer, der vidner om mod og som ikke udtrykker en snæver særinteresse for erhvervslivet. Eksempelvis har en del prominente ledere fremstået som de mest visionære i forhold til Danmarks position i EU, til immigration og til efterlønsproblemet.

Desværre reduceres håbet til denne gruppe, når der skal drøftes fremtidens fossilfri samfund, skattepolitik eller miljørestriktioner. Så er signalerne af en sådan karakter, at det er vigtigt at erindre om, at en økonomisk stærk klasse kun må få den politiske førertrøje, hvis der ledes og besluttes til fordel for hele nationen og ikke kun til fordel for klassen selv.

Kernen i problemet er, at vi har en stor gruppe af mennesker, der i store træk udgør den økonomiske og politiske elite, og som kun tænker marginalt forskelligt i forhold til de udfordringer og problemer, som vi står over for. Problemet forstærkes af manglende mod, da denne 'herskende klasse' prioriterer stabilitet fremfor forandring, fordi det muliggør bevarelse af magten.

Det fører os blot ikke videre i forhold til udfordringerne. Den danske velfærdsstat kan i værste fald være dømt til en langsom og smertefuld død, hvis ikke vores evne til at producere værdi stiger og vel at mærke en værdiproduktion, der ikke underminere naturgrundlag og social balance.

Hvem skal lede Danmark?
Som skitseret har vi et alvorligt problem: Vi har en herskende klasse men uden vid, mod, vision og viljen til at betragte udvikling i et langsigtet perspektiv. Ledelse handler om at lede andre, at facilitere andre menneskers muligheder for at skabe det gode liv - ikke bare for os selv men også for vores efterkommere. Den opgave varetager den 'herskende klasse' ikke på en tilfredsstillende måde. Desværre er der ikke udsigt til bæredygtige alternativer. Eneste mulighed er at den herskende klasse erkender sin begrænsning og begynder forfra.

Debat

Michael Lynge - 28. maj 2014, kl. 14:20

Stærk analyse!

Meget stærk analyse af en tilsyneladende statisk og nærmest angstfyldt apatisk politisk ledelse! Meget enig heri! Jeg har dog en undren om en detalje i artiklen: Mange tænkere, især rationalister og folk med tro på folkeoplysningen, har ofte givet udtryk for den tanke, at som konsekvens af højnede standard indenfor uddannelse, kvalitativt og kvantitativt, som man jo har kunnet opleve i et samfund som det danske, ville man opnå et grundlag for bedre og mere indsigtsfulde beslutninger, der i sidste ende skulle føre til et bedre liv (alt andet lige, naturligvis!). Hvis dette skulle være sandt, kunne man jo undre sig over, at den omtalte politiske elite på alle niveauer, der alle mere eller mindre er formet af samme "skole", ikke er i stand til at realisere denne gevinst af højere uddannelse og indsigtsniveau til et "benefit" for hele samfundet. Hvor er det, det fejler, når viden bliver til magt og ikke til indsigt?

Finn Larsen - 25. september 2015, kl. 11:44

Kapitalismens Lyksaligheder.

Forandringer er aldrig op igennem historien kommet fra den herskende klasse. Vejen til forandring går desværre gennem opstand, grundet i utilfredshed med mangelfuld ledelse af samfundet. Det er samtidigt et fordelingsspørgsmål, fordi eliten og ledelsen lever et afsondret og priviligeret liv til forskel fra det meste af den øvrige befolkning. Pengene har en klar tendens til at blive suget op og havne i de lommer, der i forvejen er fyldte. Det gælder menneskets interesser sat op imod kravene fra en upersonlig profitmaksimering. Vigtige områder af offentlig virksomhed falder sammen fordi præmisser og arbejdsgrundlag er forkerte. Eliten mærker det ikke, fordi man kan købe sig fra problemerne. Lægehjælp, bolig, uddannelse og transport, er kun problemer for andre. Derfor skal løsningen komme fra de brede lag af befolkningen, der lider mest under misregimet. Der skal muges grundigt ud i Augiasstalden!