Folkeoplysning 2.0

Nytten gøres op i penge og i effektivitet. Det skiller mange ud af fællesskabet. Centralisering tømmer det lokale for meningsfuld deltagelse og involvering i afgørelser. Folkeoplysningen er ansvarlig for at stå på sin arv og på ved hver en lejlighed at fremme den almene dannelse til borger og medborger, der diskuterer, hvad der er til fælles bedste og skaber rum til frihed og åndsfrihed i gennem kappestriden i dialogen og refleksionen.

Der er ingen tvivl om, at transformationen til konkurrencestat og til nyttig og fleksibel arbejdskraft har fjernet fokus på dannelse til borger. Individualiseringen af børn og unge i uddannelsesinstitutionerne gennem opmærksomhed på det enkelte barns kunnen og problem/diagnose og behandling underminerer fællesskabet om det at være elev i et fællesskab som skolen og borger og medborger for slet ikke at tale om det at være unionsborger og verdensborger og det fælles bedste i de sammenhænge.

Det er sket gradvist og hovedsageligt med økonomiske argumenter, som alle har underlagt sig. Velfærdsstaten har kostet kassen, og kravene til den enkelte på arbejdspladsen, i fritiden i familien, i samfundet og det offentlige rum er steget med den kompleksitet, der er kendetegnet for en uafladelig teknologiudvikling, der sker i alle de livsområder, borgeren er i. Det viser sig bl.a. i de dilemmaer, der præger vores liv og samfundets indretning. Det er dilemmaer, der ofte fordrer en etisk stillingtagen.

Nytte gøres op i penge
Nyttebetragtninger vinder frem, og nytten gøres op i penge og i effektivitet. Det skiller mange ud af fællesskabet, når man ikke magter det samme, som de mest effektive. Og det gør det vanskeligere at holde fast i de institutioner, der har andre værdier end de på bjerget gældende og dominerende. Det er mindretalsretten til at vælge frie skoler frem for den offentlige skole. Det er fastholdelse af forældreretten til at vælge efterskole til de unge.

Det er muligheden for at bruge måneder på en folkehøjskole uden umiddelbare nytte- og kompetencebeviser som led i en effektiv uddannelse til arbejdsmarkedet. Det gør det stadig vanskeligere at sikre uddannelse og udvikling og dannelse til alle børn, unge og borgere. Selv om det er synligt, at det øger samfundets menneskelige værdier og gør det synligt, hvad der er til fælles bedste, når vi får eliter på alle niveauer. Og når vi får plads til forskellighederne både på arbejdsmarkedet og i fritiden.

Desuden er - især gennem det seneste tiår - decentraliseringen af beslutninger og dermed inddragelsen i samfundets udvikling erstattet af en stærk centralisering og tømning af det lokale for meningsfuld deltagelse og involvering i afgørelser, der vedrører en selv og ofte ens arbejdsplads, når det er de offentlige institutioner, der er tale om. Sådan behøver det ikke at være. 

Det er en udvikling, som jeg selv har været en del af og aktiv beslutningstager i både som underviser af børn og af lærere og som politiker og minister. Det er så også grunden til, at jeg ved, at det ikke behøver at være sådan.

Konkurrencestaten underminerer
Nej, det er netop pointen: udfordringerne for Danmark løses ikke ved at gøre Danmark til en konkurrencestat. Tværtimod. Det vil underminere de kvaliteter, der har bragt Danmark til et rigt og meget lige samfund, hvor der har været plads til livslang læring og dermed er skabt eliter på alle niveauer, en stærk ligeværdighedskultur med vægt på selvstændighed og veludviklet social solidaritet, flade hierarkier, gensidig tillid og tradition for samarbejde på tværs af alle skel og grænser.

Danmark behøver ikke at være en konkurrencestat, hvor borgerens retssikkerhed erstattes af en sagsbehandlers vurdering af ret og rimelighed og vejen til nyttiggørelse af den enkelte i konkurrence med de andre nyttige på et effektivt arbejdsmarked.

Folkeoplysningens arv
Der er brug for, at meninger brydes. Hvis vi som et folk skal komme frem til det fælles bedste og dermed til et forpligtende fællesskab, hvor vi hver især er forpligtet, så må meninger brydes, så må uenighederne frem og argumenterne fremmes på grundlag af oplysning. Folkeoplysningen skal inspirere og insisterer på at sætte eksistentielle problemer til debat.

Folkeoplysningen er ansvarlig for at stå på sin arv og på ved hver en lejlighed at fremme den almene dannelse til borger og medborger, der diskuterer, hvad der er til fælles bedste og skaber rum til frihed og åndsfrihed igennem kappestriden i dialogen og refleksionen. Vi slår os sammen om denne udfordring, ikke for at vinde striden, men for gennem striden at komme nærmere vores demokratiske forpligtelse at diskutere grundenigheder for det fælles bedste.

Fem trædesten på vej
Der er trædesten på den vej, som vi kan gå og stå på. Jeg nævner her fem.

1. Enhedsskolen, hvor børn mødes fra alle dele af samfundet og møder engagerede lærere i et skolefællesskab om at give plads til forskellighed og respektere den enkeltes ret til at være med i fællesskabet og være anerkendt og opleve ligeværd. Enhedsskolen skal fastholdes og udvikles gennem lærernes selvstændige arbejde med at løse opgaven at danne børn til demokratiske borgere og medborgere på alle niveauer og med det fælles bedste for øje. Det gælder både for den nationale borger, unionsborgeren og verdensborgeren.

2. Livslang læring og folkelig oplysning er den stadige udvikling af den almene dannelse gennem dialogen om samfund og det fælles bedste, der ikke kun har økonomisk nytte som mål, men refleksion over livet og de etiske dilemmaer og eksistentielle problemer i det samfund, vi alle skal være ligeværdige i.

3. Holdningsdannelse til myndige mennesker, der indgår i tre forhold:
- i forhold til sig selv som person (individualitet)
- i forhold til samfundet og medmennesket (folk og nation og medborgeren)
- i forhold til verden og verdensborgeren (humanitet og det almen menneskelige)
Mennesket er i kraft af fællesskabet og dannes i fællesskabet.

4. Dannelse ved refleksion over viden, oplysning og forskning kan være en nøgle til en fælles identitet/grundenighed.

5. Fællesskabets forpligtethed bygger på selvbevidste borgere. Uden muligheder for fællesskab intet samfund, der kan rumme forskelligheder på lige fod. Derfor: hvilket samfund vil vi? Er sammenhængskraften så stærk, at den står i vejen for aflæring af den rene nyttetænkning?

Hvad er fremtidens svar? En fornyelse af folkeoplysningen, så det bliver både oplivning og oplysning, der grunder sig på undren og dermed sætter eksistentielle problemer til diskussion som del af den almene dannelse til borgere, medborgere og verdensborgere.

Debat

Der er ingen debatindlæg.