Fællesskabet er sat på automatpilot

Den danske befolkning ”hænger sammen” mere end i sammenlignelige samfund. Af samme grund har den tabt evnen til at reflektere over, hvad der kan/bør karakterisere det som fællesskab. Folkeoplysningen står overfor en ny og historisk opgave: at frigøre sig fra sit national-historiske grundlag og reformulere sit formål i lyset af nutidens betingelser.

Siden 1990`erne er begrebet sammenhængskraft blevet brugt i mange sammenhænge og med mange forskellige definitioner. Begrebet er omtvistet. For mig er det et udtryk for, at vi i dag lever i en særligt udfordrende periode, hvor fællesskab og sammenhængskraft ikke mere - og slet ikke ensidigt - kan defineres ved at skrive historien bagud. Udfordringen er tværtimod at tænke og udbrede forestillinger om, hvilke fællesskaber vi ønsker i fremtiden, og deltage i institutionaliseringen af disse.

Fællesskab er noget, der skal bygges på nye betingelser og ved hjælp af reformulerede værdier. Det er kun delvist - og slet ikke ensidigt - muligt at begrunde nutidens og fremtidens fællesskaber ved eksisterende historiske erfaringer og veletablerede værdier. Af samme grund er begrebet sammenhængskraft stærkt ideologisk og politisk inficeret. Og hvordan det defineres, siger meget om ens politiske og ideologiske ståsted i den nutidige værdikamp.

Forskellige definitioner på sammenhængskraft
I de fleste nutidige sammenhænge (f.eks. inden for EU) anvendes begrebet i dag om den sammenhæng, der opstår ved, at en befolkning er i arbejde, er tilknyttet arbejdsmarkedet og finder de fleste af deres sociale relationer på arbejdsstedet. Arbejdet skaber sammenhæng, og sammenhængskraft er som sådan en forudsætning for vækst, der igen skaber forudsætninger for velfærd, som igen grunder sammenhængskraft ved kombinationen af vækst og velfærd.  Arbejde-vækst-velfærd er den treenighed, som sættes i centrum for regeringernes økonomiske-politikker i EU og i dag udgør den neo-liberalistiske eller ultra-liberalistiske tilgang til spørgsmålet om sammenhængskraft.

Denne forståelse blev introduceret under Nyrup Rasmussen-regeringen i 90`erne og er siden fulgt slavisk af efterfølgende regeringer.

Andre definitioner er i frit omløb. Herunder sammenhæng ved slægtskab og familie, ved religion og kirke, ved geografisk tilknytning og ved sprogligt fællesskab. Disse forståelser knyttes sædvanligvis til konservative eller mere eller mindre religiøst orienterede forestillinger.

Begrebet anvendes dog også som af Marianne Jelved om et skæbnefællesskab, hvor historie, værdier og institutioner binder en flerhed af individer til hinanden, ved at den udgør en fælles ramme for forståelse af, hvad der kendetegner dem som nation eller folk og derved gør dem forskellig fra andre.  Denne definition karakteriseres sædvanligvis som social-liberal eller national-konservativ.

Verdensmester i sammenhængskraft
Danmark har den højeste sammenhængskraft i verden og er et af de mest homogene samfund, kun "slået af" Sydkorea og Japan. Det er sammenhængskraften, der har gjort det muligt at gå fra velfærdsstat til konkurrencestat uden sværdslag.

Danmark er også et af de få samfund, der har formået at "blande" forskellige forståelser af sammenhængskraft, således at de indgår i en syntese, hvor det at arbejde er en forpligtigelse over for "samfundsøkonomien"; hvor tro og kirke og sprog er blevet en livsform; og hvor det at tilhøre et fællesskab er så selvfølgeligt, at det ikke registreres, ikke giver anledning til undren.

I Danmark lever "vi" som fællesskab uden at vide hvorfor, hvordan og uden at forholde os til, om det er "bæredygtigt". På den baggrund er det min tese: At den danske befolkning "hænger sammen" mere end i sammenlignelige samfund, og at den af samme grund har tabt evnen til at reflektere over, hvad der kan/bør karakterisere det som fællesskab. Med andre ord: Fællesskabet er sat på automatpilot.

Det er et meget privilegeret udgangspunkt for diskussionen om sammenhængskraft. Derfor skal vi være forsigtige med at bruge store ord om problemets omfang. Det har været en meget selvkørende diskussion med for lidt refleksion.

Jeg argumenterer ikke imod "mere sammenhængskraft", men for en åben tilgang til, hvad der skal karakterisere fællesskabet i fremtiden, og er kritisk over for den tilgang, der går ud fra, at fremtidens fællesskab - ensidigt - kan bygge på fortidens erfaringer, på allerede etablerede værdier og på allerede eksisterende institutioner.

Der er lydighed og konsensus om fælles værdier, og det betyder, at værdierne ikke bliver udfordret. Denne konsensus og mangel på udfordring indebærer mangel på pluralisme.

Ensretning af samfund og elite
I Konkurrencestaten beskrev jeg, hvordan denne konsensus i de seneste 25-30 år har udviklet sig til en enighed på tværs af partier, organisationer, medier og civilsamfundets institutioner. Og som gør, at vi i dag har skiftet regeringsstyre ud med et teknokratisk styre, hvor det er ligegyldigt, hvem der danner regering og sidder på statsministerposten: Politikken er den samme, problemidentifikationen og visionerne er enslydende. Her er jeg på linje med Lars Bo Kaspersens analyse og konklusioner.

Jeg er også enig med ham i, at der i snart mange år er foregået en ganske betydelig ensretning af samfundets mange institutioner, hvorfor uddannelsesinstitutionerne, og måske især universiteterne, er blevet frataget evnen til at være arnested for nye, kreative og pluralistiske tilgange.

Videre er jeg enig i, at det er en lille kreds (elite) af personer, med de samme uddannelser, der indgår i de samme netværk og deler de samme forestillinger, som dominerer partier, organisationer, medier og kulturbærende institutioner (herunder universiteter) og som derfor også går igen, ligegyldigt hvilke partier der danner regering, ligegyldigt hvem der ejer medierne (stat eller fonde) og ligegyldigt hvilket parti, ministerium, interesseorganisation, tænketank eller universitet, vi i øvrigt kaster blikket på.

Endelig er jeg enig i den vigtigste af alle pointer: At den nuværende elite ikke repræsenterer klasser eller sociale grupperinger, fordi alle disse er udvandet, eventuelt udraderet af velfærdsstaten, hvorfor eliten kun repræsenterer sig selv. Den er alene forpligtiget over for sig selv og de interne normer, forestillinger og interesser, der holder den sammen.

Folkeoplysningen i en ny historisk periode
Der er ikke nogen periode i moderne dansk historie, hvor så få har domineret den politiske meningsdannelse så meget ved at være så enige som netop nu. Det er her, de største farer lurer for landet, og den største udfordring for folkeoplysningen skal findes.

Hvorfor opstår der eksklusion af f.eks. unge eller indvandrere? Fordi vi er overbeviste om, at vi ved, hvad vi vil, og hvem vi er. Og de andre er anderledes. Derfor synes vi, at de fremmede skal leve lige som os, og de unge skal ind på arbejdsmarkedet lige som os.

Folkeoplysningen består af professionelle. Denne gruppe ser det som deres professionelle opgave at give de ekskluderede mulighed for at blive inkluderet. Men hvorfor er det folkeoplysningens opgave? Hvorfor er I professionelle folkeoplysere? Bygger jeres argumenter og forslag på gode viljer, eller på at I vil sikre jeres organisationer og jeres levebrød?

Vi er nu i en ny historisk periode, og vi har behov for at forny idegrundlaget. Folkeoplysningen står derfor overfor en ny og historisk opgave: at frigøre sig fra sit national-historiske grundlag og reformulere sit formål i lyset af nutidens betingelser for at skabe (bygge fremtidige) fællesskaber.

Det kan kun ske - som Steen Hildebrandt understreger - ved at tage initiativ til, organisere, men også intellektuelt at lede og konkludere debatter, og at gøre det, hvor det gør ondt, volder modstand, og hvor der er mest på spil, men hele tiden på et grundlag, der er baseret på kristendommens ideer om alles ligeværdighed; oplysningstraditionens ideer om ytringsfrihed, tros- og organisationsfrihed; og velfærdsstatens ideer om alles ret til et liv i frihed med social sikkerhed.

Folkeoplysningen står overfor kræfter, der er betydelige, hvis den vil løse sin nye historiske opgave: Hvordan man udfordrer konsensus, uden at det sker på baggrund af krig, besættelse, økonomisk sammenbrud, sociale konflikter eller ekstremistiske politiske bevægelser, men i en situation, hvor konsensus er dominerende, og hvor det ikke er muligt at finde politiske eller organisatoriske kræfter, der udfordrer til refleksion, til modsigelse eller blot til at analysere situationen?

Mere pluralisme end konsensus ønskes. Visionen er et brud med konsensus og en pluralistisk dialog om de dilemmaer, vi står overfor. Vi skal have nye typer af mobilisering og beredskab.

Folkeoplysningen som den frække dreng
og som debatsted
Jeg tror, at den proces, som Marianne Jelved har igangsat med Kredsen, skal betragtes som det første af mange skridt.  Jeg vil kalde det for den "analytiske" eller den problemudpegende fase. De mange bidrag peger på problemstillinger, der ikke sædvanligvis debatteres; de identificerer udfordringer, der stadig er løst beskrevne; og de peger på muligheder, men gør det ikke på en så konkret måde, at de fører til det næste og operative skridt.

På den baggrund vil jeg være tilbageholdende med forslag til at besvare det store spørgsmål: Hvad så? Jeg vil dog antyde et par forslag: Igangsæt og led debatter.

Jeg tror, det er vigtigt at tage initiativ til at debattere problemer, som ikke er comme il faut i debatten. I den sammenhæng tror jeg ikke, at medierne i første omgang er velegnede. De er for ensrettede i deres opmærksomhed.  Jeg tror heller ikke, at regering/partier/tænketanke er anvendelige. Også de er låst fast i hverdagens opportunisme (det er i øvrigt påfaldende, hvor mange nye tænketanke og andet der opstår, uden at meningsdannelsen på nogen måde ændrer sig).

På den baggrund er folkeoplysningens egne institutioner, herunder folkeuniversitet, højskoler, oplysningsforbund, ungdomsorganisationer og andre nok alligevel de mest anvendelige. De kan fungere som debatsteder.

Men det er vigtigt i den forbindelse at afprøve anvendelsen af de nye sociale medier for at sprede ideer og konklusioner uden for de traditionelle kredse. Senere kan den første fase afløses af den anden, hvor uddannelsesinstitutioner, herunder og især universiteterne, inddrages.

Det vigtigste er dog dette: At debatten ikke styres fra oven og fra første færd, men rammesættes med det formål at opnå indsigt i nye ideer og forestillinger, i alternative tilgange. Det vil sige: I det hele taget at lade debatten begrunde sig nedefra, men gøre det sådan, at den bliver målrettet og kan opsummeres og konkluderes.

Jeg undskylder den pauvre konklusion. Den viser tilbage til de analyser, jeg og andre i "kredsen" har lagt frem. Landet stander i vånde, fordi det mangler en elite, der kan tænke alternativt og kreativt.

Debat

Der er ingen debatindlæg.

Navne, der er markeret med blåt, fungerer som links til den tekst, der refereres til.