Bindestregsidentiteter er det nye sort

Ny bog fra Grænseforeningen sætter nutidens mangfoldige identiteter under lup og stiller spørgsmålet: ”Hvornår er man dansk nok?”

Af Frederik Thorkild Bjerglund Madirazza

Det var med en vis ærefrygt, at jeg åbnede ’Danskerne findes i mange modeller - portrætter af 15 unge med bindestregsidentitet’, der for nylig blev udgivet af Grænseforeningen på forlaget Frydenlund.

Bogen, der er skrevet af journalist, forfatter og islam- og Mellemøsten-kender Malene Fenger-Grøndahl, debatterer nemlig noget så kontroversielt som identiteter. En debat der bliver båret frem af 15 interviews med unge danskere, der har en såkaldt ’bindestregsidentitet’. Over 286 sider fortæller de om at vokse op med flere kulturer og om at finde sig selv og sin identitet.

Så er grænserne ligesom trukket op.

At binde kulturer sammen

Og allerede ved at kigge på omslaget, der illustrerer 15 meget forskellige unge mennesker, vidste jeg, at jeg befandt mig på sprængfarligt territorie, når undertegnede selv er en hvid mand, der bare er født og opvokset i Danmark.

Heldigvis er jeg også 25 pct. kroat, og det gav mig styrken til at begive mig i kast med forordet, som hurtigt afslørede bogens overordnede pointe. I en maggiterning kan den koges ned til: Samfundets sammenhængskraft er udfordret af nutidens mange kulturmøder.

Og løsningen er at skele til det dansk-tyske grænselands historiske evne til at binde kulturer sammen. En belejlig konklusion vil nogle måske mene, når Grænseforeningen står bag udgivelsen.

Men efter at have læst bogen må jeg konstatere, at konklusionen holder. Det dansk-tyske grænselands kultur og historie kan noget, som vi kan bruge i dag - på tværs af samfundet og på tværs af identiteter.

Hinandens spejlbilleder

Tiøren faldt allerede i det første af de 15 interviews med de unge bindestregsdanskere. Her fortæller 22-årige Sophie Allkempers om at være en af Grænseforeningens Elevambassadører på sit danske gymnasium i Flensborg, som en del af det danske mindretal i Tyskland.

Sophie var ambassadør sammen med sin tysksindede kusine fra danske Aabenraa, og sammen havde de til opgave at besøge ungdomsuddannelser og sprede budskabet om, hvordan det er at være et ungt menneske i et nationalt mindretal – men fra hver deres kulturelle og nationale perspektiv:

”Vi var på en måde hinandens spejlbilleder, fordi vi har samme historie, blot i hvert vores mindretal på hver sin side af grænsen. Vores historier fungerede godt sammen, når vi ude og fortælle (…) de unge var generelt meget nysgerrige og interesserede”

Kan rumme to kulturer

Sophies historie er på samme tid unik og generel.

Hendes erfaringer som ung person blandt et dansk mindretal i Tyskland handler om værdier, traditioner, vaner og sprog. Og hendes erfaringer sætter spot på de udfordringer – men også de potentialer – der ligger i at have en bindestregsidentitet.

Temaerne går igen i bogens øvrige 14 interviews. Her møder man både dansk-grønlandske, dansk-afghanske, dansk-franske og mange andre unge bindestregsdanskere. Alle med det til fælles, at de værner om deres anden kultur – uden at det står i kontrast til at være dansk.

Som læser sidder man tilbage med en større forståelse for mindretal og en nyvunden interesse for at dykke ned i begreber som danskhed og kulturel identitet.