Fællesskab er vigtigt - beskyt aftenskolerne

Fællesskab er vigtigt - beskyt aftenskolerne

Redaktionel dato: 27. november 2020

Vi må prioritere de fælles aktiviteter og fællesskaber.  Derfor skal aftenskolerne have en fair chance for at klare sig igennem corona. Det skriver to konservative folketingsmedlemmer.

 

Mai Mercado, MF for De Konservative og formand for FOF.

Mai Mercado, MF for De Konservative og formand for FOF.

Avisen Danmark bringer i dag et længere debatindlæg af Mai Mercado og Birgitte Bergman, begge folketingsmedlemmer for De Konservative. Mai Mercado er også formand for oplysningsforbundet FOF.

Under radaren

De skriver blandt andet: ”Midt i koret af alle de brancher, institutioner og mennesker, som er ramt af corona, kan det virke til, at aftenskolerne går under radaren. Men det må de ikke. De er for vigtige til at lide den skæbne. Vores udvikling og trivsel må ikke blive glemt.

De mange, som benytter sig af vores aftenskoletilbud, gør det for at dygtiggøre sig og forfølge deres drømme. Og mange gør det også for at mærke et socialt fællesskab. Noget, der er vigtigere end nogensinde før.”

Restriktioner presser økonomien

Mai Mercado og Birgitte Bergman beskriver grundigt de problemer, som coronaen har skabt for aftenskolerne, f.eks:

”Hele 80 procent af økonomien kommer fra deltagerbetaling. De hold og klasser, der bliver udbudt, er altså dybt afhængige af, at de kan oprette og drive klasser i en størrelse, der gør det økonomisk rentabelt. Men hvis man ikke må samles mere end 10 mennesker, og 80 procent af økonomien ligger i deltagerbetaling, kan det meget hurtigt presse økonomien.”

Risiko for at miste lokaler

De to konservative folketingsmedlemmer beskriver også, hvordan aftenskoler i øjeblikket søge nye og større lokaler – i stedet for de normale kommunale lokaler - for at overholde corona-retningslinjerne.

”Det er ikke sikkert, de lige sådan kan få de lokaler tilbage, når de først er ude af dem. De skal nemlig ansøge kommunerne om at få tildelt lokalerne årligt, og der er ingen garanti for, at de kan få lokalerne, de havde før, såfremt de vil tilbage. ”

På den baggrund opfordre de til ,at kommunerne og borgerne står sammen om aftenskolerne: ”Nu er det vigtigt, at vi prioriterer de fælles aktiviteter og fællesskaber, der er. Derfor skal aftenskolerne også have en fair chance for at klare sig igennem corona - og du, din ven og din nabo skal trygt kunne tilmelde jer et aftenskolehold.”

Avisen Danmark: Fællesskab er vigtigt - beskyt aftenskolerne