Geografisk ulighed i kultur og folkeoplysning

Geografisk ulighed i kultur og folkeoplysning

Redaktionel dato: 30. september 2020

En ny undersøgelse om kommunernes kulturbevillinger viser et samlet billede af et geografisk og socialt skævt Danmark, hvor din adresse afgør, om du har råd til et aftenskolekursus, skriver to DFS-medarbejdere i et debatindlæg i Altinget/Kultur.

Carolina Magdalene Maier og Natacha Holst Hansen

Carolina Magdalene Maier og Natacha Holst Hansen

”Med folkeoplysningsbriller er det skræmmende læsning, at hvor Herlev Kommune bruger knap 4.000 kroner årligt per borger på kultur, så er tallet helt nede på knap 1.000 kroner i for eksempel Sorø, Farvskov og Skanderborg.”

Sådan indleder Carolina Magdalene Maier og Natacha Holst Hansen et debatindlæg i Altinget den 29.9. Forfatterne er henholdsvis sekretariatschef og udviklingskonsulent i DFS. De tager udgangspunkt i en undersøgelse fra Kulturministeriet, der dokumenterer store forskelle i kommunernes prioritering af kulturpolitikken.

Trist læsning

De skriver, at undersøgelsen er trist læsning og fortsætter: ”Der spares på kultur, og der spares på folkeoplysning. Vi bliver nødt til med åbne øjne at erkende den skævvridning, der deler Danmark op i to: Dem med stor adgang til kultur og folkeoplysning – og dem med ringe.”

Carolina Magdalene Maier og Natacha Holst Hansen forklarer, at de samme store forskelle eksisterer inden for den del af kulturområdet, som folkeoplysning udgør:

”Siden 2002 har kommunerne sparet 50 procent på tilskuddene til aftenskoler. Det er altså en halvering på knap 20 år. Den ser vi nu ser konsekvensen af. Lige nu må kommunerne nemlig selv bestemme, hvor lidt de vil anvende, idet tilskuddet kun har en maximum-grænse.

Et af de laveste tilskud til aftenskoler finder vi i Lemvig Kommune: 11 kroner per indbygger. Et af de højeste tilskud finder vi i Roskilde Kommune: 162 kroner per indbygger. Det er en forskel, der er til at mærke på."

Dyrere, færre og dårligere aftenskole

Denne forskel kan have tre konsekvenser: Enten må borgerne i Lemvig kommune betale langt mere for det samme aftenskolekursus end i Roskilde. Eller også er der ikke særligt mange aftenskoletilbud i Lemvig. Eller endelig er kvaliteten af aftenskoletilbuddene i Roskilde langt bedre end i Lemvig.”

Konklusionen i indlægget lyder:

”Borgmestrene fra Sorø, Favrskov og Skanderborg lover en opprioritering af kulturbevillingerne. Det ser folkeoplysningen frem til. I mellemtiden kan Christiansborg hjælpe dem og alle andre kommuner ved at fastsætte en minimumsgrænse for tilskuddet til aftenskolerne, så vi kommer denne geografiske og sociale ulighed til livs.”

DFS om geografisk ulighed i kulturpolitikken

Dokumentation af aftenskolernes økonomiske situation