VEU-systemet skal ændre synet på realkompetencer
Kommentar

VEU-systemet skal ændre synet på realkompetencer

Redaktionel dato: 15. februar 2021

Ellers skal de holde fingrene fra sociale kompetencer. Det skriver Randi Jensen i denne kommentar til en ny DEA-undersøgelse. DEA konkluderer, at der er brug for et formelt VEU-system, hvor de sociale kompetencer får bevågenhed på niveau med de tekniske kompetencer.

Af Randi Jensen, sekretariatsleder i Daghøjskoleforeningen og medlem af DFS’ bestyrelse.

Der har længe været bred enighed om, at der findes en række særligt vigtige realkompetencer, som bliver kaldt nøglekompetencer, fordi de er mere eller mindre nødvendige for at kunne ”låse op” for, at alle de andre kompetencer kan komme i spil. Sociale kompetencer er en af dem. Det bekræfter DEA’s nye undersøgelse, der peger på at sociale kompetencer giver ufaglærte flere jobmuligheder og højere løn på længere sigt.

Nøglekompetencer er f.eks. at kunne læse, skrive og regne, at kunne og have mod på at lære sig nyt – og så altså sociale kompetencer, som ubetinget er en af de vigtigste nøglekompetencer.

Sociale kompetencer har meget stor betydning for, hvor stor nytte du – og arbejdspladsen – har af dine øvrige kompetencer. I øvrigt uanset om du er ufaglært eller administrerende direktør. Nøglekompetencer er livskompetencer i den forstand, at de er et beredskab, der er nødvendigt for at du kan begå dig i den tid og det samfund, du lever i.

Så jeg er helt enig i, at vi af hensyn til den enkelte ufaglærte og samfundsøkonomien skal have mere fokus på sociale kompetencer.

DEA-undersøgelse

Kompetencekrav på det ufaglærte arbejdsmarked

Formålet med undersøgelsen er at belyse, hvilke kompetencer det kræver at bestride et ufaglært job i dag sammenlignet med tidligere, og hvilke muligheder forskellige kompetencer åbner for på fremtidens arbejdsmarked.

Hovedbudskaber:

  • Hver ottende ufaglærte går fra et job med et lavt kompetencekrav til et job, der kræver stærke sociale kompetencer.
  • De sociale kompetencer baner vejen til jobs med endnu flere kompetencer.

Sporene skræmmer

Men det er helt afgørende, hvordan det gøres. Og der bliver jeg lidt betænkelig, når DEA’s konklusion er, at der skal være mere fokus på sociale kompetencer i det formelle voksen- og efteruddannelses-system (VEU). Erfaringerne med hvordan realkompetencer hidtil er blevet grebet an i VEU, gør mig nervøs for, hvordan det kan blive udfoldet i praksis.

Da man startede arbejdet med dem i 2004, blev realkompetencer defineret som ”det du kan, uanset hvor eller hvordan du har lært det”. Men siden har der i stigende grad været fokus på, hvordan man passer realkompetencer ind i det formelle uddannelsessystem – ikke mindst i VEU – i stedet for omvendt. Man er optaget af, om de realkompetencer, den enkelte kommer med, nu er ”helt de samme”, som det man lærer på uddannelsen – i stedet for at være optaget af, om det i praksis er ”lige så godt”.

Det har også resulteret i en bureaukratisering af uddannelsesmål, som er blevet mere og mere specifikke og detaljerede. Resultatet er, at det i dag er sværere at få godskrevet eller blive optaget på en uddannelse på grundlag af realkompetencer, der er erhvervet uden for det formelle uddannelsessystem, end det var tidligere.

Ude i virkeligheden

Ret skal være ret: Der er rigtig gode eksempler på realkompetencevurdering i det formelle system. De fanger det, det egentlig handler om: at du er i stand til at udføre det, som er målet med den pågældende uddannelse, ude i virkeligheden. Som oftest kræver det et komplekst samspil mellem forskellige delkompetencer, og det skal være nøglekompetencerne, der leder og fordeler arbejdet.

I de bedste eksempler handler det om afprøvning af realkompetencerne i virkelige eller realistiske situationer. Her kommer de sociale kompetencer ind på en naturlig og relevant måde. Social- og sundhedsuddannelserne er nok generelt bedst i klassen her.

Men alt for ofte er man i stedet optaget af at stemme ansøgerens papirdokumentation af i forhold til nogle ret fast afgrænsede rammer for, hvad der kan godskrives som en kompetence, der er relevant i forhold til beskrevne uddannelsesmål.

Systemet sluger de gode intentioner

At beskrive sociale kompetencer som uddannelsesmål i et sådant regime er under alle omstændigheder forbundet med store etiske udfordringer.

Derudover er sociale kompetencer noget meget komplekst, varieret og personligt. Der er ikke én måde at være socialt kompetent på, som er ”den rigtige”. Du kan f.eks. være social kompetent på både en meget udadvendt måde eller på en mere lyttende og diskret måde.

Hvis de formelle voksenuddannelser i højere grad skal arbejde med sociale kompetencer, frygter jeg, at ”systemet” vil sluge de gode intentioner – og i stedet spytte en standard ud, som i mange tilfælde vil skyde helt forbi målet.

Tænk om eller hold fingrene væk!

Hvis VEU-systemet også fremover vil køre ad den hovedvej, de er slået ind på med realkompetencevurderinger, så tror jeg, at man bør holde fingrene væk fra de sociale kompetencer.

Men der er andre veje, man kan gå for at få større opmærksomhed på værdien af ufaglærtes sociale kompetencer. Jeg har to forslag til, hvordan det kan omsættes i praksis.

Tag vare på det, de er gode til 

For det første skal man skifte fokus. Det helt store problem er, at man har været alt for entydigt optaget af at afkorte den enkeltes uddannelsesforløb.

At afkorte uddannelsesforløb er organisatorisk meget kompliceret, fordi ansøgerne jo netop kommer med meget forskellige kompetencer, så det er ikke det samme, de skal have godskrevet.
Det kan betyde, at uddannelsesinstitutionen tvinges til at tilrettelægge undervisningen på en mere opsplittet måde, der så til gengæld går ud over både faglige og sociale sammenhænge og processer.

Derudover kan det være demotiverende, ikke mindst for mennesker, der har et lidt anstrengt forhold til ”skole”. Tænk at gå på en uddannelse, hvor du ikke får lov til at beskæftige dig, med det, du er god til og interesserer dig mest for, men kun med det, hvor dine kompetencer er mangelfulde.

Hvis man i stedet fokuserer på at drage størst mulig nytte af de studerendes forskellige spidskompetencer som ressourcer i uddannelsesforløbet, så vil realkompetencevurdering lede til et generelt kvalitetsløft. For det første kan den enkelte specialisere sig i det, man er allermest optaget af, og for det andet kan man lære af hinanden i en dialogbaseret undervisning.

Det vil måske i gennemsnit betyde lidt længere uddannelsesforløb i VEU – og dermed lidt større direkte taxametertilskud til uddannelserne ¬– og det er tilsyneladende det, der har været størst fokus på.

Men det er forskningsmæssigt velbelagt, at det samfundsøkonomiske udbytte hænger meget mere sammen med kvaliteten af udbyttet af uddannelse end med et uddannelsesbevis i sig selv.
Så det er det klassiske dilemma mellem at få en ydelse så billigt som muligt og at få en bedre kvalitet og længere holdbarhed. Køb og smid væk over for bæredygtighed, om man vil.

Der vil sikkert stadig være situationer, hvor det vil være bedst for den enkelte at forkorte uddannelsen, så muligheden skal stadig være der.

Den mest effektive vej 

For det andet skal fokus være bredere. Sociale kompetencer er i høj grad noget, der i praksis værdsættes uden for det formelle uddannelsessystem – i civilsamfundet men i høj grad også i arbejdslivet.

Sociale kompetencer bliver i almindelighed meget effektivt videreformidlet i udtalelser fra arbejdsgivere eller synliggjort i dit ”uformelle CV”. Der er en grund til, at det ikke er dumt at nævne i en ansøgning, at man er spejderleder eller engageret i frivilligt socialt arbejde.

Så den enkleste måde at hjælpe ufaglærte med at drage nytte af deres sociale kompetencer på arbejdsmarkedet er at træne dem i overhovedet at få øje på dem, at forstå at de er en vigtig ressource, også i forhold til job, og at sætte ord på dem. Du skal f.eks. kunne give eksempler på situationer, hvor du har brugt dine sociale kompetencer, og du skal kunne relatere det til det job, du søger.

Den træning er kongevejen til at opbygge tro på, at du kan noget og mod på at prøve kræfter med noget nyt - og det er noget af det, vi er rigtig gode til på daghøjskolerne. Det er i det hele taget noget folkeoplysningen er særlig god til.
Det hænger sammen med, at der her ikke er nogle bestemte formelle uddannelsesmål, der skal opnås – så vi kan tage udgangspunkt i de behov, den motivation og de ressourcer, som den enkelte møder op med, og så hjælpe ham eller hende videre derfra.

Det kan resultere i, at der arbejdes med ret individuelle forløb og mål på et daghøjskolehold – men det indebærer så samtidig fortræffelige muligheder for at træne sine sociale kompetencer i et broget fællesskab af forskellige mennesker, der er på vej forskellige steder hen.

Jeg håber, at DEA vil sætte sin prestige og sine muskler ind på at få ændret tilgangen til realkompetencevurdering i det formelle uddannelsessystem – med et andet og bredere fokus end i dag.

DEA har tidligere interesseret sig for potentialet i et bedre samspil mellem den ikke-formelle og den formelle uddannelsessektor (Er den lige vej altid bedst? 2014). Når det handler om sociale kompetencer, så er der al mulig grund til at samle den tråd op.